Historisk Fysik
I den ældre Naturforskning

470 Strubespejlet. Til at frembringe bestemte Toner hører der ikke alene Kendskab til Tonerne, men et vist Herredømme over Stemme- baandene. Øvelsen spiller her en stor Rolle, hvad der er ganske naturligt, naar det betænkes, at man skal erhverve sig en saadan Sikkerhed i at stramme Baandene rigtig, at Stramheden er, som den skal være, inden Tonen høres, saa at der »intoneres« rigtig. Foruden Sans for Toner og Øvelse i at bruge Stemmemidlerne, er det ogsaa af Betydning m. H. t. Sangens Skønhed, hvorledes Stemmebaandene ere byggede, og hvorledes de svinge. Dette kan ses ved . Hjælp af Strubespejlet, som kan anbringes i Svælget, og hvori man kan se, hvad der foregaar nede i Halsen. Denne oplyses ved Hjælp af samme Spejl af et Lys f. Eks. over Hovedet af Beskueren. Man kan i Strubespejlet se, f. Eks. at en blød klang- fuld Tone svarer til et Par Stemmebaand, der slutte smukt med rene Rande temmelig tæt sammen, at en haard Tone kan hid- røre fra, at Baandene ere ru og stundom berøre hinanden, at en lille Slimdel kan berøve Baandene deres Klang, og at blodfyldte eller irriterede Stemmebaand give en dybere Tone. Strubespejlet er opfundet af Manuel Garcia, født i Madrid af en berømt Sangerslægt 1805. Han optraadte senere som Sanglærer i Paris og dernæst i London, hvor han grundede sin Undervisning paa fysiologiske Studier. Medens Stemmebaandenes Stramhed i Reglen er underkastet Villien, kan den ogsaa mere umiddelbart være bestemt ved Sinds- stemningen. Man taler i forskellig Tone, eftersom man er glad eller sorgfuld, beundrer eller foragter, er modig eller bange o. s. v. Denne Sindsstemningens Sammenhæng med Stemmeorganernes Afstemning og dermed med Tonerne eller med Tilbøjelighed til at frembringe Toner er især i den nyere Tid af Spencer fremdraget som et Hovedmoment i Musikens Vorden og Virken. § 370. Medens det er Stemmebaandene, der frembringe en Tone, er det aabenbart Munden, der former et Ord, en Stavelse, et Bogstav. Denne i Virkeligheden aller vigtigste Lydfrembringelse er selvfølgelig bleven behandlet af mange Forskere i den nyere Tid, baade ved Forsøg og ved Overvejelse, saaledes af Kratzen stein, om hvem senere, og som vandt en Prisopgave angaaende denne Sag udsat i Petersborg 1779, den berømte hollandske Fysiolog og Øjenlæge Frans Cornelis Donders (1818 — 1889), som bl. a.