Historisk Fysik
I den ældre Naturforskning

En Selvlyds Toner. 471 har gjort sig særlig fortjent af Brillernes Teori og deres An- vendelse overfor astigmatiske Øjne, o: Øjne som bryde ulige stærkt i forskellige Retninger, saa at et Punkt viser sig som en Streg. Endvidere er Ordets Lydlære bleven behandlet af Engelsk- mandene Willis og Wheatstone, om hvem senere, og af Østerrigeren v. Kempe len (1734—1804), der endog lavede en Slags Talemaskine. Der forelaa derfor, da Helmholtz tog denne Sag op, en Mængde værdifulde Arbejder og Angivelser om Bog- stavernes Natur, ja endog Forsøg paa at frembringe dem ved kunstige Midler. Helmholtz’s Arbejder i denne Retning maa altsaa nærmest betragtes som en særdeles smuk og fyldig Redegørelse for Ordets fysiske Natur, grundet dels paa tidligere dels paa egne Undersøgelser. Helmholtz havde til disse Studier et fortrinligt Hjælpe- middel i sine Resonatorer, men hvor disse ikke strakte til, vidste han gerne at hjælpe sig paa andre, ofte sindrig udtænkte Maader. § 371. Undersøgelse af, hvad en Selvlyd (Vokal) er, har saaledes vist, at denne kan betragtes som en eller anden Tone, ligegyldig hvilken, nemlig den, hvorpaa Selvlyden bliver sungen eller sagt, forsynet med en vis bestemt Klangfarve, o: ledsaget at en eller et Par høje Toner. Hvis man vilde give en tegnet Frem- stilling af Selvlyden, vilde den vise sig som fine Krusninger paa de større Bølger. Saaledes fandt Helmholtz, at Selvlyde, hvilken Tone de end bleve udtalte paa, have følgende Toner, der altsaa give hin en Klangfarve. Han skelner imellem et dumpt u og et mere aabent u. Lad os betegne det første med Ü, da indeholder: U Tonen f der har 176 Dobbeltsvingninger u /■' > 352 0 » V » 475 a » b“ ^d“ \g‘" \r » » 950 1 594 » æ l 1584 1 352 e i U"' » » l 1900 | 176 » 1 d"“ 1 2374 | 352 0 » 1 cis' // 11100 f 352 y U'" » l 1584