Historisk Fysik
I den ældre Naturforskning

 520 Euler om Farver. rettes mod Lysstoffet: ti det Rum, hvori Planeterne gaa, er jo efter Newtons Emissionsteori ingenlunde tomt, det er meget mere opfyldt af Lysdele, som ovenikøbet fare i alle Retninger med den rasende Hastighed paa 40,000 Mil i Sekundet, og som vilde kunne forstyrre Planeternes Gang mindst lige saa meget som Æteren. — Lysets store Hastighed fandt Euler langt forstaaeligere, naar det var en Bølgebevægelse i den let bevægelige Æter, end naar man skulde tænke sig materielle Smaadele fare afsted med denne Fart. Fra Lydlæren vidste han (jfr. § 346) at Svingninger kunne forplante sig vidt og hurtigt i et elastisk Legeme. Hvis Æteren er langt finere og mere flydende end Luften, vil Æterbølger kunne skride langt hurtigere frem end Lydbølger: »Ti, vi ved, at jo mindre Luftens Vægtfylde er, des større er Lydens Hastighed. . . . Tænke vi os da Luften tilstrækkelig let og dens Elasticitet til- strækkelig forstørret, saa vil Lydens Hastighed kunne tænkes at naa op mod Lysets«. — Det er i Virkeligheden heller ikke let at tænke sig, hvorledes det vilde gaa vort Øje, naar det skulde modtage Stød af disse voldsomt bevægede Lyspartikler. — Af uhyre Betydning blev det, at Euler i de samme Breve til den tyske Prinsesse, fremsatte en Forklaring af Farverne, idet han gik ud fra Bølgeteorien. Han sammenligner Farver og Toner. Om de sidste vidste han, at deres Højde afhænger af Svingningstallet (§ 336), de høje Toner have et stort Svingningstal, de dybere et mindre. Euler sluttede, at det forholder sig paa lignende Maade med Farverne. Lyset bestaar som Lyden i Sving- ninger. Foregaa disse Svingninger i Luften, faas en Tone, er det Svingninger i Æteren, have vi Lys, og Ætersvingningernes Takt (o: Svingningstallet i et Sekund) bestemmer Lysets Farver. Altsaa: hver Farve har sit Svingningstal, ligesom hver Tone har sit. Vi skulle senere (§ 410) maale Farvestraalers Sving- ningstal, her skulle vi derimod følge Euler i hans videregaaende Betragtninger over Farver. Han fremhævede, at naar et Legeme træfles af en Lysstraale og bliver lysende, saa sker dette ikke derved, at der kastes Lys- dele tilbage fra Legemet. Nej, Lysstraaler have den Virkning, at Legemets Overfladedele sættes i Svingninger; Æterdelenes Bevæ- gelse gaar over paa Overfladedelene. Euler betragter et Legemes