Historisk Fysik
I den ældre Naturforskning

526 Bøjningsspektrum. telse af de store Svingningstal ad anden Vej. Dette naaede han ogsaa ved at undersøge Lysets Bøjning. Han lod en smal Skygge- giver M (Fig. 390) kaste Skygge paa en Skærm N. Gik Lyset i rette Linier, vilde Skærmen M kaste Skyggen a b. Men Lyset bøjer, som Grimaldi havde paavist (§ 393), om Hjørnet, og der kommer, naar Lyset er monokromt, lyse og mørke Striber i Skyggen. Disse Striber forklarede Young ved Lysbølgernes Interferens. Midt i Skyggen (altsaa ogsaa midt for Skærmen) kommer en lys Stribe. Dette stemmer overens med, at Bølgerne fra Skærmens to Rande have Ugelangt til Midten; de komme der i samme Sving- ningstilstand og forstærke hinanden. Men op til den lyse Stribe støder en mørk. Til dem have nemlig Randbølgerne (eller Rand- straalerne) en Vejfor- skel paa en halv Bølge- bredde ; de svække altsaa hinanden. Uden- for følger atter en lys Stribe, ti til den er Vejforskellen en hel Bølgebredde ; i den for- stærke Bølgerne altsaa hinanden o. s. v. Stribe- dannelsen forklares saa- ledes fuldstændig af Interferensen. Young maalte nu Afstanden mellem to lyse Striber i Skyggen, og da han kendte Skyggegiveren Jf’s Afstand fra Skærmen jV, kunde han beregne Straalerne Vejforskel, som jo var en Bølge- bredde. Paa den Maade fik han en Kontrol paa sine Forsøgsresultater fra Newtons Ringe. Bruges ved dette Forsøg Sollys istedenfor mono- kromt Lys, kommer der i den geometriske Skygge ikke mørke og lyse Striber, men derimod farvede Striber. Midtstriben bliver som før hvid; i den mødes nemlig Sollysets forskellige Farvestraaler i samme Svingningstilstand og forstærke hinanden. Men umiddel- bart op til Midterstriben ville de violette Straaler forstærke hin- anden, dernæst de blaa, de grønne o. s. v. Der dannes altsaa et Spektrum ved Interferensen, et saakaldet Bøjningsspektrum. § 412. Imidlertid bleve Youngs Afhandlinger ikke modtagne med Velvilje. Fra en ung engelsk Fysiker mødte han en meget afvisende Kritik, og paa en enkelt Undtagelse nær vilde de ældre