Historisk Fysik
I den ældre Naturforskning
Forfatter: Jacob Appel, Poul La Cour
År: 1896
Serie: Historisk Fysik bind I
Forlag: Det Nordiske Forlag
Sted: København
Sider: 569
UDK: TB 53(09) La Cour
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
52
En mærkelig Maaneformørkelse.
Maanen, eftersom de ere stærkest ved Ny- og Fuldmaane, en
Iagttagelse, som ikke kan gøres ved Middelhavets Kyster, og som
Posidonios altsaa maa have skaffet sig anden Steds fra.
Ligeledes bemærkede Posidonios, at Sol og Maane synes at
være større, naar de ses nær ved Horizonten, medens dog en
Vinkelmaaling viser, at deres Størrelse er den samme. Dette
gælder forøvrigt ogsaa Stjernebillederne, f. Eks. store Karlsvogn,
der synes meget lille, naar den staar højt paa Himlen. — Grunden
hertil er den, at man egentlig ikke anskuer Himmelhvælvingen
som en Halvkugle, men saaledes formet, at den Del, der er lige
over Hovedet, er os nærmere end de Dele, der ses langt ude i
Horizonten. Vi maatte herefter vente, at naar Sol, Maane eller
et Stjernebillede ses over vort Hoved, skulde de være nærmere
og maatte vise sig større. Da dette ikke er Tilfældet, dømme
vi dem til at være mindre, end naar vi se dem i Horizonten.
Fig. 33. Maaneformørkelse tæt ved Horizonten.
§ 53. I Aarhundredet efter Kristus levede Kleomedes, som
har meddelt det meste af, hvad vi egentlig vide om Posidonios.
Selv bringer han dog ogsaa en enkelt og ret vigtig Ting frem.
Kleomedes skriver, at han først ikke vilde tro, da man for-
talte ham, at man en Aften før Solnedgang havde set den for-
mørkede Fuldmaane paa Himlen. Kleomedes vidste nemlig, at
Maaneformørkelse indtræffer just, naar Sol, Jord og Maane staa i
en ret Linie, men naar Sol og Maane begge ere paa Himlen,
maa en ret Linie imellem dem gaa os over Hovedet, og Jorden
kan altsaa ikke befinde sig lige imellem dem.
Da Kleomedes imidlertid fik denne Iagttagelse bevidnet af
flere, turde han ikke længer benægte den og søgte en Forklaring.
»Skulde der over Jorden have været en høj Sky, som kastede
Skygge paa Maanen?« Posidonios havde angivet Luftens Højde
til 9 Mil, men dette vilde næppe forslaa. Eller »maaske det ikke
havde været den rigtige Sol, men en Bisol?« Eller endelig: »Maa-
ske Lysstraalen i de lavere Egne ikke gaar efter en ret Linie.«