Historisk Fysik
I den ældre Naturforskning

Lysstraalers Brydning. 53 Det er muligvis denne Omstændighed, der har bragt Kleo- medes til at beskæftige sig særlig med Lyset, hvorom han skriver adskilligt. Saaledes siger han, at naar en Lysstraale trænger skraat ind i et tættere Stof, f. Eks. Vand, kommer den i dette Stof til at gaa mere indad, og at hvis Straalen kommer ud af det tættere, gaar den mere udad. En Straale fra J., Fig. 34, forplanter sig i Vandet mod C, og samme Vej gaar en Straale fra C til A. Derfor, fortsætter Kleomedes, kan man stille sig saaledes, at Øjet (Fig. 35) ikke kan se en Mynt i et Bæger, fordi den er skjult af Bægerets Rand, medens den kommer til Syne, naar man hel- der Vand i Bægeret. Da gaar Lyset nemlig den Vej, som Figuren viser. Men Øjet, der kun har Sands for den Retning, Lyset har paa sin Vej ind i Øjet, antager at se Mynten ved m. Paa samme Maade, tilføjer han, kan man ved Straalebryd- ning se Solen, efter at den allerede har skjult sig under vor Ho- rizont Fig. 33. § 54. Disse Betragtninger skulde dog først blive rigtig gen- nemførte af Claudius Ptolemæos, f. 70 eller 77 i Ptolemæis i Ægypten og d. 147 i Aleksandria, hvor hans Virksomhed som Forfatter og Iagttager falder. Ptolemæos har ganske særlig studeret Lovene for Lysstraal- ernes Vej, men her skal kun fremdrages, at han indsaa, at Luften, som han forøvrigt tænkte sig naaede lige til Maanen, maatte paavirke Lysstraalerne paa lignende Maade som Vandet. En lodret Straale vilde ikke bøjes, »brydes«, og en Stjerne lige over Hovedet maatte derfor vise sig, hvor den var; derimod maatte alle andre Stjerner vise sig højere oppe, end de virkelig vare;