Haandbog i Sundhedspleje
FREMSTILLING AF MENNESKELEGEMETS BYGNING, LIVSVIRKSOMHED OG PLEJE

Forfatter: Arnold Møller

År: 1909

Forlag: BRØDRENE SALMONSEN (J. SALMONSEN)

Sted: KØBENHAVN

Sider: 256

UDK: 613

TIL BRUG VED UNDERVISNINGEN PAA SEMINARIER OG LIGNENDE

VIDEREGAAENDE LÆREANSTALTER, SAMT SOM

HAANDBOG, SÆRLIG FOR LÆRERE

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 264 Forrige Næste
stor Del af denne udstyret med Fimrehaar, hvis Bølgen natur- ligvis gaar i Retning ud mod de ydre Næsebor. Spredt mellem Epithelcellerne ligger en Del „Bægerceller", og saavel fra disse som fra de talrige Smaakirtler, der fra Epithellaget sænker sig ned i Slimhinden, afsondres der en meget rigelig Mængde Slim. Denne dækker altid i et tyndt Lag hen over hele Slimhin- den og gør den fugtig og klæbrig; derved opnaas, at en Mængde af de Urenheder (Støv, Bakterier o. s. v.), som næsten altid findes i den indaandede Luft, bliver hængende fast. Ved Fimrehaarenes Bevægelser vil de da efterhaanden blive flyttede ud til de ydre Næsebor. Paa Grund af den store Overflade, som de fremsprin- gende Gallerier paa Sidevæggene giver Slimhinden, er det en stor Mængde Urenheder, der saaledes bliver opfangede og fjernede. Men ogsaa paa anden Vis bidrager Forholdene i Næsehulen til at rense den indaandede Luft. Der findes nemlig i Slimhinden et tæt Haarkarnet, og fra dette foregaar der uden Ophør en Udvandring af hvide Blodlegemer, som søger ud paa Overfladen, hvor de altid i talrig Mængde findes tilblandet Slimen. Største Parten af de sygdomsvækkende Bakterier, som indfanges paa Slim- hindens klæbrige Overflade, vil blive angrebne og dræbte af disse hvide Blodlegemer. Endnu paa en tredie Maade har Legemet Nytte af, at den indaandede Luft passerer gennem Næsehulen. Som nævnt er nemlig Slimhinden overordentlig rig paa Haarkar, og med den store Overflade, som den har, kommer den følgelig til at inde- holde en Mængde Blod. Derved opnaas det, at Luften opvarmes, inden den naar ned i Luftrøret og Lungerne, hvilket er af stor Be- tydning for disse. Man vil af dette forstaa, at Næsehulen — og ikke Mund- hulen — er den naturlige Indgangsvej for Aandedræts- luften. Det føles derfor ogsaa som en generende Ulempe, naar man, f. Eks. under en Snue, hvor Næsen er delvis tillukket, nødes til at aande gennem Munden. Og samtidig mærker man, at dennes Slimhinde heller slet ikke er indrettet derpaa; som Følge af den idelige Luftpassage tørrer den nemlig ind, saa at særlig Læber og Tunge kan blive helt stive og revnede. I Slimhinden paa Næsehulens bageste Del ender de yderste Forgreninger af Lugtenerverne; og her finder altsaa Lugteindtryk- kene Sted.