Haandbog i Sundhedspleje
FREMSTILLING AF MENNESKELEGEMETS BYGNING, LIVSVIRKSOMHED OG PLEJE
Forfatter: Arnold Møller
År: 1909
Forlag: BRØDRENE SALMONSEN (J. SALMONSEN)
Sted: KØBENHAVN
Sider: 256
UDK: 613
TIL BRUG VED UNDERVISNINGEN PAA SEMINARIER OG LIGNENDE
VIDEREGAAENDE LÆREANSTALTER, SAMT SOM
HAANDBOG, SÆRLIG FOR LÆRERE
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
stor Del af denne udstyret med Fimrehaar, hvis Bølgen natur-
ligvis gaar i Retning ud mod de ydre Næsebor. Spredt mellem
Epithelcellerne ligger en Del „Bægerceller", og saavel fra
disse som fra de talrige Smaakirtler, der fra Epithellaget sænker
sig ned i Slimhinden, afsondres der en meget rigelig Mængde
Slim. Denne dækker altid i et tyndt Lag hen over hele Slimhin-
den og gør den fugtig og klæbrig; derved opnaas, at en Mængde
af de Urenheder (Støv, Bakterier o. s. v.), som næsten altid findes i
den indaandede Luft, bliver hængende fast. Ved Fimrehaarenes
Bevægelser vil de da efterhaanden blive flyttede ud til de ydre
Næsebor. Paa Grund af den store Overflade, som de fremsprin-
gende Gallerier paa Sidevæggene giver Slimhinden, er det en stor
Mængde Urenheder, der saaledes bliver opfangede og fjernede.
Men ogsaa paa anden Vis bidrager Forholdene i Næsehulen
til at rense den indaandede Luft. Der findes nemlig i Slimhinden
et tæt Haarkarnet, og fra dette foregaar der uden Ophør en
Udvandring af hvide Blodlegemer, som søger ud paa Overfladen,
hvor de altid i talrig Mængde findes tilblandet Slimen. Største
Parten af de sygdomsvækkende Bakterier, som indfanges paa Slim-
hindens klæbrige Overflade, vil blive angrebne og dræbte af disse
hvide Blodlegemer.
Endnu paa en tredie Maade har Legemet Nytte af, at den
indaandede Luft passerer gennem Næsehulen. Som nævnt er
nemlig Slimhinden overordentlig rig paa Haarkar, og med den
store Overflade, som den har, kommer den følgelig til at inde-
holde en Mængde Blod. Derved opnaas det, at Luften opvarmes,
inden den naar ned i Luftrøret og Lungerne, hvilket er af stor Be-
tydning for disse.
Man vil af dette forstaa, at Næsehulen — og ikke Mund-
hulen — er den naturlige Indgangsvej for Aandedræts-
luften. Det føles derfor ogsaa som en generende Ulempe, naar
man, f. Eks. under en Snue, hvor Næsen er delvis tillukket, nødes
til at aande gennem Munden. Og samtidig mærker man, at dennes
Slimhinde heller slet ikke er indrettet derpaa; som Følge af den
idelige Luftpassage tørrer den nemlig ind, saa at særlig Læber og
Tunge kan blive helt stive og revnede.
I Slimhinden paa Næsehulens bageste Del ender de yderste
Forgreninger af Lugtenerverne; og her finder altsaa Lugteindtryk-
kene Sted.