Ungdommens Ingeniørbog

KRAFT OG ARBEJDE 23 IX Ligegyldig i li vad Form vi møder Kraft — enten i et Damp- eller Elektrisk Lokomotiv, en stor stationær Maskine, en Turbine eller i forskellig Form af Muskel- og Hjærneenergi — det er et Faktum, at den skylder Solen sin Oprindelse. George Stephenson forstod dette, som følgende Fortælling viser: En Søndag stod en Del Venner af den berømte Ingeniør paa Terrassen ved hans Hus og betragtede et Jærnbanetog, som rullede forbi i nogen Afstand og efterlod en lang Stribe af hvid Røg. »Hør engang, Buckland,« sagde Stephenson, »jeg har et Spørgsmaal at stille Dem. Kan De sige mig, hvilken Kraft, der driver dette Tog?« »Ja,« sagde Dr. Buckland, »jeg tænker, det er en af Deres store Maskiner.« »Men hvad faar da Maskinen til at gaa?« »Antagelig en brav Newcastle-Lokomotivfører.« »Hvad mener De, om jeg sagde, det var Solskinnet?« »Hvorledes kan det ske?« spurgte Doktoren. »Andet kan det ikke være,« sagde Ingeniøren. »Det er Lyset, der er opsamlet af Jorden gennem Titusinder af Aar, Lyset, der er opsuget af Planter og Vækster — og som nu efter at have været begravet i Jordens Kullag i lang Tid, giver den bundne Varme igen, der omsættes til Arbejde i Menneskets Tjeneste, saaledes som i dette store Lokomotiv.« Kul, Tørv, Olie og andre store Naturforraad er simpelt- hen store Magasiner for Solenergien. Som enhver véd, var Forholdene her paa Jorden tidligere ganske anderledes, end de er nu. I disse fjærne Tider var Atmosfæren mættet med Damp. Det regnede ustandseligt, og Jordens Overflade lig- nede en stor Sump. Luften indeholdt store Mængder af Kulsyredampe, og som Følge heraf fremkom en overdaadig og’ rig Vegetation. Da den døde bort, blev den overdækket af Sandlag o. lign., hvis Vægt trykkede den sammen. Jord- varmen bagte efterhaanden Lagene sammen, saa de blev om- dannet til Kul. Kul er derfor »Solskin« paa Flasker, og dets