Beretning om det sjette danske Industri-Møde I Kjøbenhavn
Fra den 1ste til den 4de Avgust 1892

der overhovedet kan gives, nemlig den, der ligger i, at In- dustrien og dens Mænd selv tage Sagen i deres Haand. Derfor se vi, at denne Sag i sin Udvikling først gaar over Vinkel- spidsen i det Øjeblik, da ansete Industridrivende træde til, gjøre denne Sag til deres egen og bære den frem, først over- for Indenrigsministeren og nu — gjennem mig — overfor denne Forsamling. Det er jo ingen Hemmelighed, at Sagen tidligere er bleven mødt med nogen Kølighed i industri- drivende Kredse. Det er, ligesom Industrien ikke ret har villet kjendes ved sit eget Barn — thi derom kan der dog ikke længere tvistes, at det er Industriens ægtefødte Barn, som netop i dette Aar, ligesom Industrimøderne fylder sit 40de Aar. Det er da paa Tide, at Barnet lyses i Kuld og Kjøn. Ingen kan imidlertid bedre end jeg forstaa, at man fra Industriens Side har sagt: Vi vide ikke, hvorledes det er med dette Barn, det har været saa meget borte fra os, un- dertiden endog dvælet i Kredse, hvor det har skortet paa Sympathi med og Forstaaelse af vore Interesser — det har ligesom været fjernet fra vort Hjerte. Nu er det derimod for første Gang saaledes, at de Industridrivende selv komme og holde Barnet frem til Daaben. Og derfor er Spørgs- maalet nu ikke længere: Er der Trang til en saadan Insti- tution, men nu gjælder det om, at Industrien ved, hvad den vil, og klart og bestemt formulerer sine Krav. Derfor siger jeg: lad os ikke være enige 0111, at der er Trang, men lad os meget mere være enige 0111 at satte denne Sag igjennem. Det er virkelig paa Tide, at Industrien faar sine særlige Kreditinstitutioner, som Handelsstanden forlængst har haft sine Banker og Landbrugerne deres Kreditforeninger. De vide, mine Herrer, at Kredit betyder mange Ting, men først og fremmest Eet, nemlig »Tillid«. Velan, jeg siger, at In- dustrien kan kræve Tillid fra Landets Side lige saa fuldt som Landbruget og i samme Grad, fordi den lige saa fuldt repræsen- terer det solide ærlige Arbejde. Det er ikke saaledes, som vi for nylig have hørt af en berømt Landsmand — hvem vi Alle skatte, men som desværre selv sørger for, at vi ikke overvurdere ham — at dette Land bæres frem af ham og et Halvhundrede andre Literater. Nej, mine Herrer, dette Land bæres af det