Beretning om det sjette danske Industri-Møde I Kjøbenhavn
Fra den 1ste til den 4de Avgust 1892

2)6 selv Schweitz har faaet sin Patentlov, og Holland kommer for- mentlig ogsaa med igjen. Sagen er da, synes det, tilstrække- ligt debatteret, og jeg antager ogsaa, at naar den er sat paa Dagsordenen for nærværende Industrimøde, er det egentlig ikke, fordi man har ment, at der kunde siges noget Nyt eller vilde kunne gives noget væsentligt nyt Moment til Sa- gens Oplysning; men fordi man — og det med Rette — har ment, at Landets Haandværkere og Industridrivende ikke burde mødes til et saadant almindeligt Fællesstævne uden at udtale, at der er en paatrængende Nødvendighed nu som tidligere, ja i stedse voxende Grad, for at der gives en lovordnet Beskyttelse for industrielle Opfindelser og for Haandværkets og Industriens originale Frembringelser. Thi her i Danmark staa vi endnu med den eneste Lovbestemmelse paa dette Om- rende, som indeholdes i Næringsloven af 1857 § 98 og som siger, at »i Henseende til Eneretsbevillinger bliver at for- holde efter de hidtil gjældende Regler«. Og disse »hidtil gjældende Regler« bestaa i, at Eneretsbevillinger meddeles af Administrationen efter en Ansøgning; det er en ren Naades- sag, om og hvorledes og for hvad en saadan Bevilling med- deles; Ingen kan kræve en saadan Bevilling som en Ret, og ingen Lov har ordnet Betingelserne for Bevillingen, Virk- ningen deraf eller noget som helst desangaaende. Selvfølgelig har der i Tidernes Løb i Praxis dannet sig et Sæt af Regler for, hvorledes man skal gaa frem for at erholde en Enerets- bevilling, hvilke Undersøgelser der skal finde Sted, forinden den meddeles, hvad Bevillingen skal gaa ud paa o. s. v., og disse Regler ville formodentlig altid blive fulgte, men nogen Garanti, nogen Lovhjemmel derfor haves ikke. — Det er givet, at dette System er uheldigt; man kan mene, at Patenter og Eneretsbevillinger slet ikke bør meddeles, men ingen Røst har nogensinde hævet sig til Forsvar for, at slige Bevillinger skal meddeles af Administrationen som en Naade uden lov- bundne Regler. Og selve de Regler, hvorefter Eneretsbevil- linger meddeles, ere ligesaa utvivlsomt uheldige; der meddeles kun Bevillinger paa her i Riget at forfærdige eller lade for- færdige en vis Gjenstand, medens det samtidig staar Enhver