Beretning om det sjette danske Industri-Møde I Kjøbenhavn
Fra den 1ste til den 4de Avgust 1892

298 ’-vidt Arbejdsgiverne og Arbejderne i Forening fremkomme med Andragende derom. Kunde man blot opnaa at faa dem oprettede paa enkelte Steder, f. Ex. i Kjøbenhavn, Odense og i en eller to jyske Kjøbstæder, vilde meget være vundet. De Udgifter, som kunde være forbundne dermed, vilde være uden nævneværdig Betydning. Man kunde ikke sige, at de ikke her ville være til Nytte, naar det andensteds har vist sig, at de gjøre Nytte. Ligesaa lidt kunde det gjøres gjældende, at vi ikke behøve saadanne Domstole. Han vidste, at mange af Mødets Medlemmer i høj Grad interessere sig for Sagen, og hvad man nylig havde op- levet her i Byen viste, at der er Trang til dens Gjen- nemførelse. Han sigtede dermed til Kuskestriken. Ved dens Udbrud var der Ingen, til hvem Vognmændene, der ligesaa vel som Kuskene havde Tro til deres Sags Godhed, kunde henvende sig. Hvis der havde været en Arbejds- ret, som kunde have udviklet sig til et Enighedskammer, kunde Vognmændene være gaaede til dette, som da igjen vilde have henvendt sig til Kuskene og’spurgt dem, om de vilde være med til at søge Forlig. Hvis da Kuskene havde vægret sig ved at forelægge deres Sag for en saadan upartisk Domstol, vilde de have tabt overordentligt i den offentlige Mening, thi den, der nægter at lade sin Sag undersøge, kan ikke formodes at have Retten paa sin Side. Men et Forsøg paa at opnaa Enighed vilde utvivlsomt være kommet i Stand, naar Vognmændene havde kunnet henvende sig til et Enig- hedskammer ved Strikens Udbrud, da kun Faa havde ned- lagt Arbejdet. Dersom der da var blevet tilvejebragt Enighed, havde Sagen dermed været bragt i Orden, og i modsat Fald vilde man i Stedet for de lange, indbyrdes modsigende Redegjørelser i Bladene af, hvad der var Stridens Gjenstand, have faaet en Kjendelse af Voldgiftsretten, som maatte have faaet en stor Indflydelse paa den offentlige Mening og vilde have været af stor Betydning for de interesserede Parter. Men hvorledes gik det nu ? Da det var kommet saa vidt, at den ene Part mistvivlede om at kunne føre Kampen videre, henvendte den sig, uden at spørge den anden Part til en bestemt Mand, om hvis Opfattelse der muligvis endog