Beretning om det sjette danske Industri-Møde I Kjøbenhavn
Fra den 1ste til den 4de Avgust 1892

Stilling her i Landet. Saa vidt jeg skjønner, vil det være rigtigt at slaa fast, at hvor meget den danske Lavsudvikling end er en Afspejling af udenlandske Lavsforhold, kunne Forestillingerne fra disse langt fra i Et og Alt overføres paa vore Forhold. Der har aldrig her i Landet været virkelig store eller virkelig mægtige Haandværkerlav. Men om saa- danne kan der tales mange Steder i Udlandet, hvor de bares af en betydelig og kraftig Industri. Der er noget storslaaet ved de Kampe, hvormed f. Ex. Lavene i de flanderske Byer i det 13 de og 14de Aarhundrede bane sig Vej til Indflydelse paa Byernes Styrelse overfor de aristokratiske Byraad. Men 1325 er der ogsaa over 2000 Vævestole i Gang i Gent, der aarlig forbruger næsten 90,000 Plomber til Mærker ved de i Byen vævede Stykker Klæde, der efter lovligt Syn befindes forsvarlige og gode. Og hvor betydelig maa ikke Kølns Væveindustri have været, naar det kan komme i Omløb, at Vævenes Antal i Byen efter det ulykkelige Væverslag i 1372 fra 30,000 blev formindsket til 200. Selvfølgelig er det en uhyre Overdrivelse. Men selv om de 30,000 efter nøgterne Undersøgelser maa reduceres til 1000, er det efter danske Forhold noget umaadeligt. Den første danske Væverskraa, som kjendes, er fra en saa sen Tid som 1550, og Medlemsantallet i Danmarks Lav kan ingen- sinde regnes i Tusindvis, ja ikke en Gang i Hundredvis. Efter de kjøbenhaynske Guldsmedes Lavsskraa af 1545 maa der højst være 10 Guldsmede i Kjøbenhavn, men i Begyn- delsen af det samme Aarhundrede var der 412 Guldsmede i Antwerpen. Og dog kjender Danmark — kunde der maaske siges — til Kampe som de ovenfor nævnte. Bliver ikke Kong Niels 1134 dræbt af Skomagere og Skindere i Slesvig, og høre vi ikke, at Kjøbenhavns Borgere en Aften i 1296 ringe med Stormklokken og drage mod Byens Slot i Oprør mod deres Herre, Biskoppen af Roskilde. De samles i Raad paa Nikolaj Kirkegaard og beskyde Slottet med Blider. Men dette er ikke det Samme. Det kan ikke tages bogstaveligt med »Skomagerne og Skinderne« i Byen Sles- vig. Det er Kongen, der for at udtrykke sin Frygtløshed