Beretning om det sjette danske Industri-Møde I Kjøbenhavn
Fra den 1ste til den 4de Avgust 1892

Produktionens hensigtsmassige Forhold til Forbruget, var i behørig Orden. Og spørges der om, hvor Tyngdepunktet i disse Regler laa, saa maa der svares i Producentens Interesse. Og idet man lagde Tyngdepunktet her, saa gjorde man det be- lært af det praktiske Livs Erfaring om, at ikke alene de paagjældende Producenter, men ogsaa Samfundet i dets Hel- hed bringes ud af Ligevægt, naar den vigtige Klasse, hvis Arbejde dækker en saa overordentlig stor Del af dets For- brug, lever under usikre økonomiske og sociale Forhold. Man forstod, at naar en Haandværker skulde kunne betale sine Råstofleverandører og sine Arbejdere, og naar han skulde finde den Glæde og Stolthed i sin Produktion, der mere end noget Andet sikrer Forbrugerne en prisværdig Vare, saa maatte han føle sig sikker i sin Existens, derved at han ikke truedes af en pludselig Oversvømmelse af Mar- kedet med Varer og derved, at hans gode og solide Vare var sikker paa at opnaa en rimelig Pris. Det første Krav sikredes ham gjennem det beskyttede Marked, det andet derved, at Prisen i dette Marked ikke fastsattes af den frie Konkurrence, men af Lavsbestyrelsen i Forbindelse med Byraadet i Henhold til Autoritet og Tradition. Men om vi ogsaa maa sige, at Lavsreglernes Tyngde- punkt ha i Producentens Interesse, saa er dette dog ikke at forstaa i den samme ensidige Udstrækning, i hvilken det modsatte Princip er herskende nutildags. Lavene vare i deres Blomstringstid, medens de endnu hvilede paa deres naturlige Forudsætninger, altfor kloge til at tro, at de kunde udbytte det øvrige Samfund i egen Interesse, og desuden var Lavenes Standpunkt et Samfundsstandpunkt i Modsætning til Nutidens ensidige individualistiske. Derfor var Døren ikke ganske stænget for Konkurrencen, men i’Messerne eller Markederne og i de saakaldte »Gjæster«, o: tilrejsende Haand- værkere, der mod en Afgift til Byen fik Lov til at udøve Haandværket med ikke zünftige Kræfter, var der aabnet Konkurrencen netop saa meget Spillerum, som krævedes, for at den kunde tjene som gavnlig Spore for de stedlige Mestre, og desuden var Forbrugerens, Publikums Interesse værget