Beretning om det sjette danske Industri-Møde I Kjøbenhavn
Fra den 1ste til den 4de Avgust 1892

naar de have en 3 Maaneders Vexel hængende over Hovedet eller maa laane Penge for at bestride deres smaa daglige Ud- gifter, er deres Selvstændighedsfølelse ganske udvisket. (Dr. Fraenkel: Det har jeg ikke sagt). Han havde i alt Fald faaet det Indtryk, at Indlederen saa temmelig mørkt paa Forhol- dene i Provinserne. Det var vel saa, at de smaa Haand- værkere, navnlig i de Fag, som Indlederen havde nævnt, kæmpe en haard Kamp, men de kæmpede med den Over- bevisning, at de ere selvstændige Mænd, uafhængige af Borgemester og Raad, og at de ere i Stand til at føre en For- retning igjennem, der kan sikre dem og deres Familier et nogenlunde sorgfrit Udkomme. Udsigten til at kotpme ind i store Arbejdscentrer vilde vistnok ikke være fristende for dem. Selv om Forholdene skulde blive endnu mere tryk- kende, end de i Øjeblikket ere, vilde de sikkert gjøre Alt for at opnaa bedre Vilkaar og derigjennem værge deres Selv- stændighed, som ogsaa nu var større, end det efter den givne Fremstilling saa ud til. Hvad Indlederens Omtale af Arbejdernes Organisation angik, delte Taleren vel hans An- skuelse om det Berettigede i, at Arbejderne organisere sig, men der burde stræbes hen til, at Arbejdsretter eller indu- strielle Retter kunde blive et Led i denne Organisation, saa at denne ikke gav sig Udslag i ødelæggende Striker. Ved Siden heraf maatte det fremhæves, at ogsaa Arbejds- giverne, store og smaa, bør organisere sig. Ved en fast Organisation vilde selv de smaa Haandværkere kunne skaffe sig noget bedre Betingelser end dem, hvorunder mange af dem nu leve og virke (Hør!). Forhandlingerne i de sidste Dage heri Byen og hvad der kom frem trindt om i Provin- serne, viste, at det for Øjeblikket er et brændende Spørgs- maal i Mesterforeningerne heri Landet, hvorledes de ved Organisation bedst skulde blive i Stand til at optage Kampen overfor deres Arbejderes velorganiserede Skarer for ikke at staa værgeløse overfor dem. De ville gjerne imødekomme berettigede Fordringer, men de ville ogsaa kunne sige stop, naar Fordringerne gaa ud over rimelige Grænser. Desværre havde Mesterforeningerne langtfra naaet det Omfang og det Sammenhold, som de burde have naaet; der var i saa Hen-