Meddelelser Om Dansk Guldsmedekunst
År: 1885
Forlag: Trykt hos Nielsen & Lydiche
Sted: Kjøbenhavn
Sider: 182
UDK: IB 338.6(489) Kjøb
Ved Kjøbenhavns Guldsmedelavs Jubilæum
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
100
Den nyere Tid.
foreskrevne Lødighed. «Den Guldsmed», fortsætter han, «som vilde
holde sig Lavsartiklerne efterrettelig, kunde umulig ernære sig i Pro-
vinserne». Det var én almindelig Misere. H. C. Ørsted skriver om-
trent samtidigt: «Det kjøbenhavnske Guldsmedelavs Stempler have
tabt Paalideligheden baade hos Medborgere og Fremmede», og her-
til kom yderligere, at selv Guardejnens Stempel paa denne Tid
svigtede f
Allerede i 1822 skrev den daværende Oldermand N. Christen-
sen til Kjøbenhavns Magistrat, at man desværre ikke sjældent traf
paa Sølvarbejder, som, uagtet de vare forsynede med Guardejnens
Stempel, langtfra havde den Gehalt, som Lavsartiklerne paabød.
Han klagede med andre Ord over den gamle, 82aarige Stadsguardejn
Frederik Fabritius, og at ikke Alt var, som det helst burde være,
synes afgjort, men man traadte hensynsfuldt op imod den gamle
Mand, og efter nogen Vanskelighed fik man ham til selv at søge
sin Afsked. 1 April 1823 fik han den med 400 Rbd. i Pension efter
at have været ved Guardejnembedet i næsten 56 Aar. Hans Efter-
følger blev Guldsmed C. P. Næboe, og efter ham kom i 1827 en Son
af Frederik Fabritius, Myntguardejnen Graah Fabritius. Men han
mistede i 1831 sine Stillinger baade som Mynt- og Stadsguardejn
paa Grund af manglende Paapasselighed, og den Mand, der nu kom
til at fungere som Stadsguardejn, Guldsmed Christian Olsen Møller,
synes heller ikke at have været omhyggelig nok. Det blev i 1838
godtgjort, at han havde stemplet Arbejder, der vare udslaaede af
den samme Ten, som forskjelligt lødige. Först da Peter Reimer
Hinnerup i 1840 blev Stadsguardejn, synes man at have fundet den
rette Mand, men Hinnerup var ogsaa en saavel praktisk som teo-
retisk fuldt uddannet Guldsmed. Allerede 1836 var lian bleven
Myntguardejn 2.
Som det heraf vil ses, vare Guardejnforholdene i lang Tid
ikke heldige, hvad man forøvrigt ikke var blind for. Allerede i Aar-
hundredets Begyndelse havde et Forslag fra Frederik Fabritius givet
Anledning til Overvejelser vedrörende Stemplingens bedste Ordning,
men Krigen bevirkede, at Sagen blev henlagt. 1816 kom den dog
paany i Bevægelse, og i December 1821 blev der nedsat en Kom-