De Danske Skove

107 alderen og Jordbunden og staaer tilbage for de fleste andre Træarter, som have den Fordel, at de i Reglen hvert Aar ere frugtbare. Oldenaarets Modsætning til det ufrugtbare Aar maa imid- lertid ikke tages efter Bogstaven, saaledes at der i de ufrugtbare Aar slet ingen Olden er i Bøgeskoven. Lidt er der i Reglen, navnlig paa de gamle Bøge, som bevares af æsthetiske Hensyn. 1861 var imidlertid saa ugunstig for Bø- gens Frugtbarhed, at det i det Aar i mange Egne var van- skeligt at opdage selv enkelte Olden. En iøinefaldende Forskjel mellem Træernes Frugter og Frø bestaaer deri, al nogle ere, saa lette, at Vinden kan føre dem omkring, som Birkefrugter, andre, som Agern, ere tunge. Hvor simpelt end dette Forhold er, har det dog en vigtig Indflydelse paa Træarternes Ldbredning. Frøenes og Frugternes Lethed bevirkes ikke af deres ringere Vægtfylde, men af, at de ere forsynede med Vedhæng, som ere af den Beskaffenhed, at de meget forøge Udstrækningen, men kun i ringe Grad Vægten. Pilens og Poplens Frø ere saaledes besatte med uldagtige Haar, som bevirke, at de med en utrolig Lethed føres af Vinden. Hos Fyr og Gran er Frøet forsynet med et hindeagtigt Vedhæng; et lignende Legeme findes paa Here Træarters Frugter, nemlig hos Ask, Aim, Løn og Birk. Saadanne Frugter kalder Plantelæren Vingefrugter. Hos Avnbøgen er Frugten vel ikke vinget, men del hossiddende Dækblad er saaledes voxet til Frugten, at det udfører den samme Bestilling som Vingen. Ved disse forskjellige Vedhæng blive Frøene og Frugterne saa lette, at de kunne flyttes af Vinden. Herved bevirkes, at Afkommet kan komme udenfor Modertræets Skygge, som ellers vilde kue den opvoxende Plante. I det forrige Kapitel er det paavist,