De Danske Skove

154 Andet Kapitel. Egeskoven. Egens Form. De fleste naturlige Ege staae nu i Bøgeskoven, da de rene Egeskove i Tidernes Løb ere stadig formindskede, idet de dels ere ryddede dels forvandlede til Bøgeskov, saa at kun en meget ringe Del deraf er tilbage. Mærkeligt er det, at Egeskoven saavel i Henseende til Træernes Form som til Skovens hele Karakter er langt mere tilbøielig til at antage et forskjelligt Præg efter de forskjellige physiske Forhold end Bøgeskoven. Vi have nemlig lier i Landet fire Former af Egeskov. Den bedste Egeskov staaer paa en leret, fugtig Jordbund, og den optræder især i det sydlige Sællænd og paa Laaland. Korskjeliige herfra ere de jydske Egeskove, som i Heglen staae paa Rullestenssand. Hvor disse ere bievne mis- handiede af Menneskene og trykkede af Vestenvinden, ere de iridsviuidne til Egekrat, som saaledes bliver den tredie Form, hvorunder den naturlige Egeskov fremtræder. Aldeles for- skjellige herfra ere de kunstig opelskede Egeskove, hvor Træerne liave antaget en saadan Form , at man i heglen ved første Øiekast kan skjelne de dyrkede Ege fra de naturlige. De store Egeskove, der engang bedækkede hele Dan- marks Skovland, ere i Tidernes Løb indsvundne til Ilester, som kunne kaldes ubetydelige i Sammenligning med den gamle Egeskov, og disse Rester have ikke bevaret Enhed i Form, men idet de ved Menneskets Indvirkning og ved Bøgens Indtrængen bleve adskilte fra hverandre, have de ogsaa an- taget et forskjelligt Præg.