De Danske Skove

176 skoven det Dobbelte af sit nuværende Areal; her græssede Ilerregaardenes og Bøndernes Husdyr, men man var uenig om Skjellene i Skoven. Berritzgaards Eiere paastode, at Mai- bølle og Hørbek Bønder havde hugget og ladet deres Kvæg græsse i de Dele af Skoven, hvortil de ikke havde noget Retskrav. Denne Skovstrid blev bilagt i Aaret 1602. Det ældste existerende Dokument angaaende Sagen er dateret 1541; men det er vitterligt, at der er sluttet Forlig i Sagen allerede i Erik af Pommerns Tid. Uden at agte de afsagle Kjondelser vedbleve Bønderne imidlertid at krænke de vedtagne Grændseskjel ligeindtil det syttende Aarhundredes Begyndelse. Hvad der interesserer os i denne Sag, er, at Dokumenterne flere Gange omtale Hasselen, men aldrig Avnbøg. Saaledes hedder det: Fru Barbara*) fremlagde 1541 et Brev af Erik af Pommern, som var stadfæstet af lians Efterfølgere, hvorefter »hun havde fri Skovhugst til evigt Eie til Rørbek Skov**) og »de andre Skove deromkring liggendes, som er Vixnæs***) »Skov, Kalløf) Skov — til Ildebrand og Hushygning til Eg, »Bøg og Hasle.« Andetsteds hedder det: »At hvilken som »i bemeldte Skov hugger grøn Eg, Iløg eller Hassel, han »skal bøde o.s.v.« El. Ellen. Med Hensyn til Egens Forhold til Jordbunden, da afviger den fra Bøgen derved, at den taaler meget større higtighed, og det i den Grad, at. den kan voxe og udvikle sig til 1 uldkommenhed i Elleskoven. Kæmpeegene ved Jægerspris staae saaledes alle i en Elleskov. Egene optræde ’) Historisk Tidsskrift S. 131. ’*) Er nu afdreven. ’”) Er nu en Skov for sig. t) En Hoveddel af Storskoven.