De Danske Skove

213 Bøgevæxt, ville om kortere eller længere Tid alle Egene være tørre, saa al denne Skov, som før Fredningen var en Blan- ding af Eg og Bøg, bliver en ren Bøgeskov. Hvor værgeløse end de store Ege ere imod Bøgeopvæxten, er dette dog ikke Hovedgrunden til Egens Forsvinden af Skoven, thi den maa søges i, at der ikke danner sig nogen Egeopvæxt, hvor Egen staaer indblandet imellem Bøgene. Efterat Skoven var tagen i Fred, bleve de Græspletter, som fandtes mellem Træerne, hurtig dækkede med en frodig Opvæxt, men det var saa godt som alene Bøgen, der dannede denne. Por Egen var der ingen Plads: selv om nogle Agern spirede, bleve de deraf frem- komne Planter kvalte af Bøgen. Det er Egens Ulykke, at den, hvor den voxer i Selskab med Bøgen, ikke kan forynges ved Selvsaaning, der forresten selv i nogle Egeskove er vanskelig. Høibjerglodderne, cn lille Skov ved Skjoldenesholm, var før Udskiftningen en Egeskov; imellem Egene fandtes faa eller ingen Bøge. Fra Naboskoven trængte Bøgen ind, og der dan- nede sig en tæt Bøgeskov imellem Egene, som vel rage lidi op over Bøgene, men alligevel næsten alle ere komne i en lidende Tilstand. Umiddelbart ved Siden deraf ligger en Skovlund, som en Bonde bruger til Græsning, og som derfor endnu ikke er tagen ind til Fredning. Iler slaae Egene enkeltvis og i Grupper; hvad der er af Underskov, er svunden ind til Purrer, blandt hvilke lindes tiere Bøge. Det græssende Kvæg sørger for, at Underskoven holdes tynd og lav, saa al lier er mere af Græs end af Træer. Saaledes have ogsaa fløibjerg- lodderne været for 50 Aar siden, førend Skoven blev fre- det, men da dannede der sig en tæt Opvæxt af Bøg, som trykker Egene. Af Eg spirede der enten Intet, eller ogsaa, kom der Noget op, blev det kvalt af Bøgene, hisse gaae