De Danske Skove

 227 sædes Skov, ledes vi let paa den Tanke, at der, hvor Egen kan holde sig, maae de physiske Forhold være saadanne, at de forhindre Bøgens Væxt. Og da vi maae forudsætte, at noget Saadant kunde træffes i de allerfleste Skove — enten over hele Skoven eller dog i en Del af samme — bliver det let forklarligt, at Egen ikke strax maalte vige, da Bøgen viste sig i dens umiddelbare Nærhed, men at de tilstedeværende Forhold, især Fugtigheden og Træernes frie Stand og deraf følgende rigelige Nydelse af Lyset, maatte sikkre Egen dens Tilværelse og trække dens Fortrængen af Bøgen i Langdrag. Da de naturlige Forhold saaledes i mange Skove skabe store Vanskeligheder for Bøgens Væxt og Udbredning, bliver Kam- pen imellem de tvende Træarter saa meget mere interessant, navnlig ved de mange Momenter, der gjøre sig gjældende. Komme Bøgens Frø i en Skov, der staaer paa Kridtbund, gjør den i kort Tid store Fremskridt, og der behøves sandsynlig- vis ikke mere end 100 Aar, for at Egeskov paa en saadan Jordbund kan blive til Bøgeskov. Spirer derimod Bøgen frem i Egeskov, som staaer paa en fugtig, leret Jordbund, bliver den vel til Træ, men det bliver en daarlig Bøg uden Sundhed, Væxt og Stør- relse, og i en saadan Tilstand kan den igjennem sit Afkom i mange hundrede Aar leve under Egene, uden at disse have noget at befrygte af de forkuede Bøge. Men engang forsvin- der Grundvandet, nu faaer den syge Slægt nyt Liv, og der danner sig en rigelig Opvæxt, der udfører den Opgave, som Fugtigheden i saa lang Tid har forhindret Modertræerne fra at fuldbringe. Herved er del ogsaa skeet, at Kampen mellem Egen og Bøgen ikke er afsluttet i Fortiden, men fort- sat eller rettere gjenoptaget i vor Tid, og det paa en saa iøjnefaldende Maade og efter en saa storartet Maalestok, at 15'