De Danske Skove

234 Egen at Forynge sig. Det er i Sælland meget sjeldent, og da der ikke var Mangel paa gamle Bøge i Nærheden, kan det ikke forklares paa anden Maade, end at Jordbundsforholdene her vare saa ugunstige for Bøgen, at de maatte overlade Pladsen til Egen. Jeg har flere Gange i del Foregaaende gjort opmærksom paa den store Indflydelse, som . Udskiftningen og Græsnin- gens Ophør i Skoven øvede paa Forholdet imellem Bøg og Eg. Der gaves herved Bøgen nyt Liv; dens Udbredning fik et nyt Opsving, den tog atter fat paa Kampen med Egen, der i flere Skove havde hvilet i Aarhundreder, i hvilken Tid der havde hersket en Slags Vaabenstilstand imellem Træarterne. Da Udskiftningen saaledes gjør Epoke i Skovenes Historie, er det af Interesse at faae Kjendskab til Skovenes Tilstand, førend de bleve paavirkede deraf. Det er saa heldigt, at der ogsaa i den Egn findes enkelte Skove, som give os en god Forestilling om, hvilket Udseende Skovene frembøde paa den Tid. Det er saaledes Tilfældet med Turebyholm Dyre- have, som foruden nogle Aske og Alrne hovedsagelig bestaaer al' Bøg og Eg, der staae i Grupper, afsondrede ved Græs- pletter; Egegrupperne ere i Reglen mindre end Bøgegrup- perne; findes der i disse en enkelt Eg, trykkes den stærkt. Men forresten vinder Bøgen ikke Terrain, thi der kan ikke danne sig nogen Opvæxt i en saadan Skov, hvor Dyrene græsse og afbide ethvert spirende Træ. Siden 1803 har her- været Dyrehave. Dengang havde den største Del af Bregent- ved Skove sandsynligvis et lignende Udseende. Bøge og Ege, undervoxede med Græs og med sparsom Underskov, stode blandede eller hver for sig i Grupper. 1 en tidligere Tid havde Bøgen vundet Indgang i Skoven og fortrængt en stor