De Danske Skove

250 vare fugtigere, end at mange Bøgeholme havde dannet sig af sig selv, orn de end ikke kunde slutte sig sammen, idet det fugtige Strøg, hvorpaa Egeskoven holdt sig, afsondrede dem, indtil Afgravningen ogsaa gjorde dette tilgængeligt for Bøgen. Rigtigheden af denne Opfattelse godtgjøres ved at see hen til den Maade, hvorpaa Foryngelsen af Egeskoven er foregaaet paa Grevskabet Hardenberg, i hvis Egeskove Jord- bunden ogsaa er meget fugtig, men hvor man ikke har an- vendt saa store'Summer paa Vandafledningen som paa Knu- thenborg, fordi man her ikke lægger an paa udelukkende at dyrke Høg. De Skove, som jeg her har for Øie, ere Slaa- haven, som er under Foryngelse, og Studehaven, som er forynget. I den første bestod, den gamle Masse af Eg ined Hasselunderskov blandet med Avnbøg og enkelte lave Bøge. Ved Skovens Foryngelse har man opnaaet, hvad der ellers i den danske Skovdyrkning næsten ansees for umuligt, nemlig en Foryngelse af Egeskoven; men Egen er ikke ved- bleven at være fremherskende i hele Skoven, saaledes som dens Fædre vare det, men den har i sit Skjød optaget Uolme af Høg og Avnbøg, som ved fremtidige Foryngelser ville gribe om sig, eftersom Jorden bliver mere tør. Af andre Træarter optræder her Seljen samt, som Egens Underskovstræer, Hassel og Naur. Ligesom man har ladet Naturen raade ved Foryngelsen, saa- ledes følges samme Fremgangsmaade ved Skovens videre Behandling, idet den Træart, som af Naturen er flertallig, overholdes. Enkelte Bøge, der fremvoxe i Egeskoven, borttages, fordi de beskadige Egene. Enkelte Ege, der staae imellem Bøgene, borttages ogsaa, fordi de aldrig kunne blive til noget, og samme Skjæbne have de Ege, som staae blandt Avnbøgene.