De Danske Skove

274 med voxe staae nogle Paa Laaland have vi imidlertid fundet Lersorter, som i høiere Grad end Leret i Faxe og Stevns Herreder forøger Egens Modstandsevne mod Bøgen. Det Samme er Tilfældet i Aaben- raa Skove, navnlig St. Jørgens Skov. Jordbundens Beskaffen- hed er her saaledes, at vi let kunne forstaae, hvorfor Egen her voxer med stor Frodighed. Den er dannet af den samme Lerart, som benyttes af Teglværkerne i denne Del af Slesvig, hvilken Forchhammer benævner Cyprineler, og som forholder sig til Vandet ligesom Leret i Ris Skov. Den Vandmængde, det har optaget, vil det vanskelig afgive. Det er ofte forgjæves, at man ved Grøfter søger at ud- tørre Leret. Det fugtige og kolde Ler virker hæmmende paa Bøgens Væxt, hvorimod Græsset overalt skyder frem af Jorden; kommer endnu her til, at de nysnævnte Skove ligesom mange andre slesvigske Statsskove før 1852 næsten bleve behandlede som Jagtrevierer, uden at der blev anvendt synderligt Arbeide paa Grøftning og Skovens øvrige Pleie og Forbedring, bliver det uregelmæssige Udseende, som disse Skove frembyde, let at forklare. Man skovede, men naar der ingen Selvsaaning kom, tænkte man ikke paa at saae eller plante, hvorfor Græsset bedækkede store Pladser i Skoven , tildels bevoxede Slaaentorn. Egene saae sig her med Villighed og med Frodighed; anderledes er det med Bøgen: her ligesom i Gribs Skov Bøge, som ikke ere mere end Tommer tykke og dog bære Frugt, hvilket vidner om, at de mindst ere 60 Aar gamle. 1852 blev Skoven tagen under forstmæssig Behandling, Jorden blev forsynet med Grøfter og Græssletterne hesaaede, men man maatte snart erkjende, at Bøgens Dyrkning her støder paa store Vanskeligheder. Grøf- terne stode tørre, medens Leret deromkring var gjennem- trængt af Vand. Paa den kolde, fugtige Jordbund kunde