De Danske Skove

285 Syvende Kapitel. De jydske Egeskove, som staae paa Rullestenssand. Jeg har hørt Søofficerer udtale den Mening, at Jylland ikke mere kan levere Flaaden nogen brugbar Eg. Men man glemmer da de gode Ege, der staae i Bjerge [lerred og mange andre af Østkystens Skovegne; derimod passer dette Udsagn paa de mange smaa øde Skove, som staae paa Kulle- stenssand, paa et Jordsmon, der i Almindelighed betegnes som en Overgang imellem Skov og Hede. Jeg behandler disse Egeskove for sig; thi de afvige i Meget fra Egeskovene paa Øerne, og der bliver her Forhold at behandle, som disse aldeles ikke frembyde. Hvad der især karakteriserer dem til Forskjel fra Egeskovene paa Øerne og paa Østkysen, er, at de ikke som disse staae paa frugtbart eller fugtigt Ler, men paa Grus eller paa meget sandblandet Ler, at Stammerne ere langsomt voxende og i Nuliden uden Førlighed, ligesom Jord- bunden heller ikke formaner at nære en kraftig Underskov, der derfor enten mangler eller er ubetydelig. Medens Ege- skovene paa Øerne have havt den Skjæbne at forvandles til Bøgeskov, ere de allerfleste jydske Egeskove paa Sand for- vandlede til Egekrat, som i Ordets egentlige Forstand er ren Egeskov, uden Indblanding af Bøg. Egeskovene paa Rullestenssand ere, som ovenfor sagt, ikke faa, men de fleste tilhøre Bønderne, ere smaa og uan- selige baade i Henseende til Træer og Udstrækning; den største af dem er Hald Egeskov, og der fremtræder denne Art Skov mest udviklet. Allerede i andet Kapitel er omtalt, at Underskoven paa sine Steder er erstattet af Enebær, at de