De Danske Skove

299 længe ved Stubskud som Egen; alligevel ere Bøgepurrerne endnu for unge, til at vi kunne have nogen bestemt Mening derom. De Purkrat, der ere Levninger af ødelagte Bøge- skove, indeholde ogsaa altid Bøg. Enebær forekomme ogsaa, men mest almindelig er Bævreaspen, som ogsaa indfinder sig der, hvor Egen er kuet. Paa Nordsiden af Silkeborg ligge de ubetydelige l’urkrat ved Gjern og Gjødvad. Paa det sidste Sted ere enkelte fjerntstaaende Egepurrer Kesterne af en 1695 ikke ubetydelig Skov. Balle-Buske bestaae af Bøge- purrer og Enebær. Den, der fra Ringkjøbing kommer til Silkeborg, maa pas- sere igjennem Funderkrat, der ligesom er Indgangen til Silke- borg Skove. Dette Krat begynder paa de mod Øst hældende Bakker og er Egekrat med høi Lyng. Egene ere lave Pur- rer, gamle, men smaa og forkrøblede, og kun enkelte ere høiere og undertiden frugtbare. De talrige Aspe, som her findes, gjøre Krattet næsten uigjennemtrængeligt. En Mil længere mod Vest ligger Hørbylund eller maaske rigtigere Ilarbolund. Ved Iljortsballe, Øst for Silkeborg, skal der endnu findes noget Egekrat. Det var især i den sydlige Del af Silkeborg Skove, at Skovrydningen fandt Sted, idet her faldt over 1000 Tdr. Land Skov, hvilket gav en rig Efterslæt af Purkrat, hvorfor disse ere meget talrige Syd for Højskovene, navnlig i Vesterskoven; saaledes Thorsø Krat, Løgager Krat, Rudstrup Skov, Sepstrup Krat, i hvilket sidste Purrerne skyde i Veiret og faae Stamme. Del er især Tein Skov, som er bleven hærget af Skovøde- læggerne; thi hvad Andet skulle de benævnes, som ikke dyr- kede en stor Del af den ryddede Skovbund, men lode den ligge og forødes, saa at den dækkede sig med Lyng, Purrer af Esp, Enebær, Eg og nogen Bøg. Bakkerne, som omgive