De Danske Skove

25 Uagtet Skovene saaledes i det forrige /(århundrede fik nye Hyrder og Plager, vedbleve Bønderne, benyttende den Bet, som Fællesskabet gav dem, at bruge Skoven til Græsning ligesaa meget eller endnu mere end før. Deres Kvæghold havde ikke formindsket sig, og de vedbleve at holde mange Skovheste, som kun gjorde dem liden Nytte, men Skoven stor Skade. Dennes Tilstand var altsaa i høieste Grad mislig, idet dens Udstrækning var meget aftagen, og hvad der var tilbage, truede med ved Ejendomsspekulationerne og vod Græsningen ut forvandles til Ager og til Overdrev. Men et stort Fremskridt var skoet: Skovenes store Skrøbelighed var iøjnefaldende for Enhver; at deres Tilværelse var i Fare, var almindelig anerkjendt, ligesom Mange nærede Frygt for, at Landet skulde blive skovløst. Alle Forfattere og alle Ind- beretninger til Kegjeringen samstemme i Bedømmelsen om Skovenes Tilstand. Det hedder saaledes i oekonomisk Ma- gazin for 1761: »Skovene ere dels ganske ophugne og øde, dels saa tynde og nær ved Undergang, at Ingen, som elsker sit Fædreneland, kan uden Græm- melse tænke paa det almindelige Savn af Bygnings- tømmer og andet Gavntræ, saavelsom Brændeved, Efter- kommerne paa Landet og i Kjøbstæderne vil finde.« »Naturen«, hedder det et andet Sted i oekonomisk Ma- gazin*), »har samme Lyst som i gamle Dage, og samme Kraft til Skovens Fremvæxt. Men den bliver hindret paa flere Maadcr end da: Del vrimler af Mennesker i Landene, man lægger alle Slags Kvæg til i store Mængde; og Vildt for- merer sig og bliver med stor Nidkjærhed haandhævet. Alt delle er i sig selv lyksaligt og billigt. Men derudover er der ’) 5 Bind. S. 363.