De Danske Skove

26 ikke i Proprietairernes Skove, og den, som er given Land- manden til Overdrev, saa stor en Plet, som man kunde skjule med en Hat, der faaer Frihed til at bringe et Træ frem uden af en Slumpelykke. Og naar Naturen mister al Fred og Frihed, bliver den fortrydelig og magtesløs.« Mange kunde ikke finde den egentlige Grund til denne Ulykke; de troede, at en overhaandtagende Luxus havde for- øget Forbrugen; saaledes søger den samme Forfatter i oeko- nomisk Magazin*) Grunden til Skovenes Forfald deri, »at vi holde flere Stuer og Kamre varme med Kaminer og Vind- ovne, som er Skovenes Begravelser. Der koges flere Better Mad endogsaa i rnaadelige Folkenes Kjøkkener. rlhe, Kaffe og sligt, to til tre Gange om Dagen og midt ud paa Natten, fordrer meget, tier er til Landets Ære og Gavn flere Værk- steder end forhen, som bruge Brænde og Kul i Mængde.« Men der var ogsaa dem, som vidste, at Fællesskabet var den tærende Orm , som langsomt førte Skoven sin Undergang imøde. Saaledes hedder det som Svar paa et Cirkulaire, hvilket Regjeringen allerede 1760 havde udsendt til Amt- mændene**): »Jeg anseer Fællesskab i Skovene at være Hoved- kilden, hvoraf, som af et us toppe ligt Væld, udspringer tusinde Uordentligheder til Skovenes Skade. Med at indsætte i Utide og opholde over Tiden i Skovene Krea- turer, saasom Svin, Bæster, Faar og Køer og Stude, der af Mangel for Græs opæde alle unge Spirer og paa elendig Maade afæde alle unge Træer. Med Gjerdsel-Ilug, som fordi det er fællig, begaaaes i Utide og Hæng, uden al Eftertanke til Skovenes Nytte eller Gjerdsels Fremvæxt. Med at hugge Klau-Baand, da dertil hver Klau, som Stude og Køer skal *) S. 363. **) Oek. Mag. 5 B. S. 371.