De Danske Skove

27 bindes med; ophugges aarlig og gemenlig fra Roden af, en ung Kis-Eg, Esk eller andet, og gjør aarlig i Landet mange tusinde Træers Ødelæggelse. Ja, Fællesskab er og bliver første og største Aarsag til Efterladenhed i alt det, der kunde tjene til Skovenes Fredning og Opelsk- ning og til Skjødesløshed og Skade ved Alt, der forrettes i Fælles-Skov.« Uagtet det saaledes var bragt til almindelig Anerkjendelse, hvorledes Skovene kunde ophjælpes, tøvede Regjeringen lige indtil 1805 med al nedlægge Forbud imod deres Benyttelse til Græsning, hvilket var, efter hvad vi have seet, fremkaldt ved den haarde Nødvendighed; forudsat, at det var Re- geringens Hensigt at bevare Skoven i de forskjellige Landsdele, hvilket den ofte havde udtalt som sin bestemte Villie. Selve Forordningen fremhæver i den korte Paragraph, hvormed den er indledet, de tvende Hovedaarsager til Skovens Fordærv. Det hedder saaledes: »Erfaringen har vist, dels at Skovene betydelig aflage der, hvor Fællesskab i samme findes,« dels at Skoveiere »ødelægge deres Skove, især efter at Skove- nes Borthugning i de senere Tider er begyndt at blive en Ilovedspekulation ved Jordegodsers Kjøb.« For- ordningens Grundsætninger ere: 1) Alt Fællesskab i Skov skal ophæves, og denne Udskiftning være udført inden 31 December 1810. (g 1.) 2) Alle Skove skulle fredes, derfor indhegnes, og ingen Kreaturer, undtagen Svin, maae græsse deri, og ingen Iløslet under Træerne maa foretages. Dette maa være udført 3 Aar efter Fællesskabets Op- hævelse. (§ 16). 3) Skovens Borthugning bør ikke være en Ilovedspekulation