De Danske Skove

72 komme i Selskab med andre, hvis Skygge de ikke kunne taale, hvorfor de trænges tilbage til Steder, som hine vrage, saalænge indtil disse nøisomme Træer have gjødet Jorden for dem. Naar dette er skeet, kan der paa denne Jordbund danne sig regelmæssige gode Bøgeskove, som vel ikke have en saa stor Tilvæxt som paa Leret, men dog saa megen, at Bøgeskoven her kan dyrkes med Fordel. Fugtighedens Forhold til Trævæxten er ovenfor omtalt ved den bindende Ler. Det staaer tilbage at see, hvorledes Træerne paa andre Jordbundsarter kunne taale Fugtighed, og hvorledes de paavirkes af Vand, som oversvømmer Jorden. Ellen voxer til en vis Grad frodig i Vand, og til at opelske gode Elleskove udfordres en sumpig Jordbund, som ikke er udsat for Tørring; i modsat Tilfælde hensygne Ellene. Det l’ræ, som næst efter Ellen kan taale mest Vand i Jorden og paa Overfladen, er Birken, derefter Pilearterne. Paa en fugtig Jordbund trives ogsaa Køn, Fyr, Ask og Eg. Bøgen kan der- imod ikke taale den vaade Jord, som kuer den. De fleste Træarter skye den sure tørveagtige Jord. Ellen voxer vel og her, men har en daarlig Væxt. Pil, Birk og maaske Fyr voxe her bedre. Asken og Egen blive uanselige. At træffe c il Bøg paa en saadan Jordbund er en Sjeldenhed. Naar Talen er om Jordbundens Indflydelse paa Skovtræerne, maa man ikke oversee, at den, ved atvære skovdæk kel, sta- dig forbedres. Ved Løvfaldet tilføres der Jordbunden ikke alene Erstatning for det, som den har afgivet til Træernes Næring, men det vender tilbage i en saadan Form, at Opløsningen af Jorddelene derved i høi Grad befordres. Den Næring, som Jorddelene, efterat være gjødede ad denne Vei, give Træerne, bliver derfor med Tiden stedse kraftigere. Følgerne heraf ere, at Træerne faae større Kroner og derved afgive mere Løv til Jordbunden, dernæst,