De Danske Skove

77 nederste Grene selv i en Alder af 40 Aar. I Reglen affalde de nederste Grene hos de fleste Træer i en tidlig Alder. Det er atter Lysforholdene, som bevirke dette, thi idet de nedre Grene berøves Lyset, det vil sige beskygges af de øvre, gaae flere eller færre af dem ud. Den nedre Del af Stammen bliver grenløs, og herved sondrer den overjor- diske Del af Træet sig i Krone og Stamme. De Træarter, hvis Grene lide ved Overskygning, have altid deres Kroner stillede i en betydelig Høide, hvorimod de Arter, hvis Grene kunne taale Skygge, have lange Kroner, som komme meget nærmere til Jorden. 40aarige fritstaaende Graner kunne pan Grund af deres Grenes Evne til at taale Skygge have deres Kroner næsten hvilende paa Jorden, og disse derved opnaae samme Høide som Træet. Bøgens Grene taale vel megen Skygge, men ikke saa meget som Granen. En 80aarig frit- staaende Bøg har sin Krone omtrent ti Fod over Jorden (Fig. 3). I Modsætning dertil have Birken, Poplen (Fig. 2) og Fyrren, selv naar de ere fritstaaende, høitstillede Kroner. Vi ere herved komne til at omtale det, som især be- stemmer den forskjellige Form, Træarternes Kroner have, ligesom Forholdet imellem Træerne indbyrdes, nemlig i hvil- ken Grad (le kunne taale Skygge. Ved at. sammenligne Træarterne i denne Henseende, vil man erfare, at Nogle ) kunne taale at beskygges, Andre behøve meget Lys og laale ikke at beskygges. I det første Tilfælde bliver Kro- nen tæt og høi; til de inderste og de nederste Grene naaer naturligvis en ringe Lysmængde; dersom de alligevel kunne leve og voxe i dette Dæmrelys, røbe de derved deres Evne til at taale nogen Skygge. Oer gives derimod Træarier, hvor hver Gren skal udsættes saavidt som muligt for det. fulde Dagslys for at kunne leve, hvorfor deres Krone er meget