Norges Kirker I Middelalderen

2 Det gamle hedenskab. Kultus. Horg og hov. guder blit helgener. Havde vor populære Tor levet længer syd, var han kanske avanceret til helgen; isteden arver St. Olav adskillige af Tors egenskaber, hans ham- mer biir til Olavs øks, hans strid med jøtner, biir til Fig. 2. St. Michaels kirkes ruin paa*.Roko. Olavs kamp med trolde. Og ligesom der findes St. Olavs- kilder, saa kjendes fra Sverige den hellige Tors kilde. Det er fra forholdsvis sene optegnelser, vi har beret- ningerne om vore guder. Det er en ganske broget sam- ling, og som altid i sene optegnelser overvokset af digt- ning og nyere mythedannelser. Germanernes Semele, en udpræget underjordisk gud- inde, der hører til de ældste lag guddomme, er den af Tacitus nævnte Nerthus. Det er Terra mater (moder jord), for at bruge Tacitus ord, hvoraf alt spirer, og som igjen tar de døde i sit skjød. Det var frugtbarhedens gudinde, hvis fester levede igjen i de talrige vaarlege, som fandtes i de nordiske lande, f. eks. „at føre sommer i by“ med maigreven der holder indtog, eller som i Fin- land, hvor man til maidronning smykkede en ung pige med blomster. Denne Tacitus kvindelige helgen tredeler sig, skifter kjøn og biir himmelguddom. Tydeligst gaar guddommen igjen i Norden i den mandlige Njord. Han blev rigdom- mens og frugtbarhedens gud. Men baade Frøy og Frøya er afskygninger af samme gud. „Rig som Njord“ var et ordsprog. Njord var dyrket i Upland og i store dele af Norge, særlig i Trondhjem. En gruppe „hvide stene“ af typisk fallusform, der findes i forskjellige egne af landet, er vistnok minder fra denne kult. Tor var den gamle norske bondes gud, egentlig blev han en inkarnation af selve standen, dens egen gud- dommeliggjørelse. Han var vakker med rødligt skjeg, før og kraftig, godmodig, men samtidig stridslysten. Hans spise- og drikkelyst var stor; i bryllupsgildet hos Trym aad han en okse og 8 laks, hvortil kom tre tønder mjød. Naar der var ebbe i havet, var det Tor som drak. Men ogsaa hos Tor, som er en lidet sammen- sat gud, ser man flere tegn, som tyder paa, at han har været en gammel dyregud, f. eks. hans nære forbin- delse med bukkene som ofres og spises. Men de aristokratiske vikingehøvdinger og skalde begyndte at dyrke Odin ved siden af den folkelige Tor. Han udvikledes til kulturgud, skaldekunstens, vishedens og de høiere samfundsloves gud. I eddadigtet „Haar- bardskvad“ er der en fornøielig mandjevning mellem de to norske hovedguder. Tor kommer barbent og istykker- revet fra slagsmaal i Østerled og vil sættes over elven af færgemanden, som er den forklædte Odin. Det biir da en karakteristisk mandjevning guderne imellem, hvor Tor taler om sine kampe med jøtner, og Odin fortæller om sine bedrifter og galante elskovseventyr. Tor træk- ker det korteste straa; men bag det hele skimter man en repræsentant for høvdingekulturen, som har den gamle folkegud lidt tilbedste. Skaldene tilhørte samfundets spidser, og Odin var deres gud. Karakteristisk nok fik de tilslut „en af sine egne“, skalden Brage den gamle, gjort til gud; men han kom dog neppe til at spille nogen større rolle udenfor vikingetidens aristokratiske kjæmpe- og kunstnerkredse. Som sagt guderne skifter karakter, de følger kultur- udviklingen, ogsaa læren skifter; men langt mere kon- servativ end baade guder og lære er derimod selve kulten. Her gaar urgamle træk igjen. Til Frøy ofredes svin — Fig. 3. Stenkreds (Horg) ved Horgen i Slagen, Jarlsb. Efter maleri af Ola Geelmuyden. der fremfor alle dyr er ktonisk. Samme gud afbildedes i Upsala med en vældig priap. Om de gamle menneske- ofre fortæller Adam af Bremen, at ved Upsala hang offerkroppene i tempellundens trær, og han fortæller