Danmarks Brændselvæsen 1811

— 297 — ville leve i Velstand paa Jordlodder, som knap kunne sultfode dem, uagtet alle de forjettede Velsignelser, som AmaltheasHorn*) ikke parsel- vris, uren i fulde Stromme, ffnlde udgyde over dem. Baade disses og hines Suffer ere tillade- lige; nlen det var meget gavuligt for Landet, om de Foretagender, der siulde bringe disse Stiffer i Opfyldelse, afkode i nole Forbindelse med en al- Mindelig Plan til vor Hele Landhunsholdnings Opkomst: om det Pengeomlob, og det Arbeide, de give Anledning til, anvendtes paa sande Grundforbedringer, som bortryddede eller af- hjalp væsentlige Hindringer og Feil l Jordbruget. Var det muligt, at den Iver og Dristig- hed, man stundom finder Landmændene at sætte i enkelte Dele af deres Syssel, eller visse Pla- ner derfor, enten kunde gives, eller af fig selv vilde tage en Retning, som en omskuende Stats- oeconomie onffer, saa vilde man ikke længe fat- tes Skovanlæg paa de store Jordstrækninger, der nu Henligge unyttede, og uden Skovdyrkning ville Henligge længe saaledes, indtil Folkemæng- den tiltager saa stærkt, at deres Dyrkning til *) En Tegning af dette Horn i naturlig Størrelse fin- des paa Slutningsvignetten i Hellfrieds Afhandling om Udstykningen.