Danmarks Brændselvæsen 1811

44 — ' hvorved Skoven nødvendig maae gaae tilGrun- de. Dette skeer ikke i de Kongelige Skove, men derimod i mange private. I saadanne Skove bliver Brændets Priis meget srsrre end det forhen udfundne. Vil Eje- ren vedligeholde sin Ekøv, saa kan han aarligen ikke hugge mere end ^ i det Højestes For at bringe Benyttelsen af Skovjorden i Lighed med Agerjords, maae han for det Brænde, en Tønde- land yder, isteden for fire Mark have tredsinds- tyve, det er femten Gange saa meget. Det Qvantum Brænde han nu sælger af en Tonde Land for fire Mark udgjor } Favn; for dette stal han have io Rdlr., Hvilket belober sig til 45 Rdlr. Favnen, som bliver Brændets natur- lige Priis i siette Skove, der ikke kunne aarli- gen afgive mere end Z Favn paa en Tondeland og hvis Gruird ikke videre kan benyttes. Men det sidste er sjelden eller aldrig Til- fældet. Saadanrie Skove glve betydelig Græs- ning, Heesiet, Bark, Olden, Grenebrænde, Qvas, samt Vildt, der tilhobe kan i det Hele være værd fire Rigsdaler paa en Tondeland, helst ifald Skovejeren lod sig betale Hojere Ol- denpenge end de sædvanlige, hvilket han kunde og burde, da intet Product af Jorddyrkningen