Livet Og Dets Love
En Fremstilling Af Den Almindelige Biologi

122 paa bestemte Tider af Aaret. Det kan her tilføjes, at naar de kol- dere Klimaters Planter ofte kaster deres Løv om Vinteren, der ikke behøver at falde sammen med en Tørhedsperiode, staar dette dog som oftest i Sammenhæng med, at der i denne Tid, hvor Vand- optagelsen fra Rødderne nedstemmes paa Grund af den lave Jord- bundstemperatur, er særlig stor Fare for Udtørring, for mangel- fuld Dækning af Vandtabet. Hvis ikke en stor Mængde Planter havde denne Modstands- kraft mod Udtørring, vilde paa mange Steder af Jorden Plante- og Dyrelivet helt forsvinde i de tørre og kolde Perioder. Nu gaar det imidlertid saadan, at de blot nedstemmes, gaar i Hvile, for at »leve op« paa ny, naar de gunstige Tider indtræder. Men ogsaa uden for disse regelmæssigt tilbagevendende ugunstige Perioder kan mange Planter og Planteorganer ved en pludselig indtrædende Vandmangel gaa i Dvaletilstand som en direkte Virkning af denne. Men det er da ofte ved Hjælp af særlige, dertil indrettede Organer — Knolde, Løg, Frø, Sporer osv. — at Planten redder Livet, dels fordi disse Organer er saaledes beskyttede mod Vandtab, ved Kork, Løgskæl o. a., at de levende Celler kan bevare et omtrent normalt Vandindhold, dels derved, at Pro- toplasmaet i saadanne Organer kan have en særlig stor Mod- standskraft mod Udtørring. Medens det livsvirksomme Proto- plasma i Reglen har et Vandindhold af 80—90 °/0 eller endnu mere, kan Vandindholdet i tørre Frø og Sporer gaa ned til 5 °/0, uden at den for Livets Opretholdelse nødvendige Struktur derved ødelægges. Og i denne Tilstand kan de paagældende Plantedele jo, som før nævnt (se S. 30), henligge i overordentlig lang Tid, indtil Aarhundreder, før Livsevnen endelig helt udslukkes. Under saadanne Forhold bliver netop det ringest mulige Vandindhold ofte Betingelsen for Organismens fortsatte Eksistens i denne un- derlige Tilstand, da Livsfunktionerne synes at være helt ophørte. Fra Dyreriget kan der fremdrages lige saa mange Eksempler paa forskellig Modstandskraft overfor Udtørring. Alle varmblodige Dyr er med Undtagelse af de vintersovende Pattedyr under Søv- nen i højeste Grad følsomme mod Vandmangel, og f. Eks. mange Smaafugle dør uvægerligt, om de blot i kort Tid ikke faar Vand- Men som det ogsaa tidligere er omtalt (S. 30—31) træffer vi hos Hjuldyr, Bjørnedyr, Infusionsdyr m. fl. en saadan Plasticitet, at de ved pludselig indtrædende Vandmangel (ved Udtørring af de Vandpytter, hvori de lever) straks kan gaa i Dvale og bevare