Livet Og Dets Love
En Fremstilling Af Den Almindelige Biologi
Forfatter: Fr. Weis
År: 1911
Forlag: G. E. C. Gads Forlag
Sted: Kjøbenhavn
Sider: 663
UDK: 5772
Med 183 afbildninger
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
123
Livet i lange Tidsrum, skønt disse Væsener netop er Vanddyr.
Ørkenerne eller Steder, der i længere Tid af Aaret er helt ud-
tøriede, har en Fauna, der i flere Henseender ganske svarer til
deres Flora. Saaledes beskytter f. Eks. visse Snegle sig ved i den
tørre Tid at trække sig ind i deres Skal, lukke for den ved et for
Luft og Vanddampe ganske uigennemtrængeligt Laag, indtil det
atter i egner, og de derved vækkes til Live igen efter deres ganske
dødlignende Dvale. —
Endnu kan tilføjes, hvad der jo forøvrigt er alle bekendt, at
for meget Vand ofte bliver en sikkert og hurtigt dræbende Fak-
tor for mange Organismer (Død ved Drukning). Men her er
det dog i de fleste Tilfælde indirekte, sekundære, Virkninger af
Å andet, der medfører Døden, for Landorganismernes Vedkommende
i første Række Iltmangel, fordi deres Aandedrætsredskaber (Lun-
gei, Tracheer o. 1.) ikke er i Stand til at udskille den fornødne
Mængde Ilt af Vandet. Hvor denne Evne er til Stede, som f.
Eks. hos de fleste Luftplcinters Bln.de og grønne Skud, ser man,
at de ofte i nogen Tid kan leve nedsænkede i Vand, og at de
ogsaa af Vandet kan optage den for deres Kulstofernæring nød-
vendige Mængde Kulsyre (Assimilationsforsøg med Blade nedsæn-
kede i Vand, se senere).
2. Varme.
Varmen er en af de Former for Energi, der griber dybest ind i alle
Naturprocesser, og som endogsaa virker fra Klode til Klode (se S. 145
o. f.). Jorden har vel en vis Egen varme, og dens Indre er endnu end-
ogsaa en flydende, glødende, sandsynligvis tildels luftformig, Masse,
saaledes som den tidligere har været det helt igennem. Men efter-
hånden afkøles den, idet der bestandig gaar Varme bort ved Ud-
stråling til Verdensrummet, hvorved stadig mere og mere af Jord-
skorpen størkner. Og denne Afkøling vilde skride endnu hur-
tigere frem, hvis Jorden ikke samtidig modtog betydelige Mæng-
der af Varme med de Straaler (Lys- og Varmestraaler), der ud-
gaar til den fra Solen. Overfladetemperaturen i Jord, Vand og
Luft er da ogsaa aldeles overvejende betinget af Solvarmen, og
derfor bliver paa Grund af de forskellige Vinkler, hvorunder Sol-
strålerne rammer forskellige Egne af Jorden, disses Temperatur
saa vekslende. Hvad der af Varme ledes fra Jordens Indre til
dens Overflade, er ganske forsvindende herimod.