Livet Og Dets Love
En Fremstilling Af Den Almindelige Biologi

543 et Øjeblik se lidt paa de anatomiske Forhold hos Hvirveldyrenes Centralnervesystem. Vi ved nu med Sikkerhed, at vort højere Sjæleliv paa det nøjeste er knyttet til Udviklingen af vor store Hjerne og særlig til dennes graa Substans, Hjernebarken. Det, der karakteriserer Menneskets Hjerne, er: i) at den udgør en relativt større Del af det samlede Nervesystem end hos noget Dyr; 2) at Storhjernen igen er saa fremherskende i Forhold til den øvrige Hjernemasse °£ Rygmarven; 3) at Hjernebarken med dens Utal af Ganglier atter er særlig kraftigt udviklet, og at der paa dennes Overflade findes et meget større Antal Folder (Vindinger) end paa noget Dyrs Hjerne, for saa vidt saadanne overhovedet forefindes hos Dyrene. (Se Fig. 38, S. 58.) De lavest staaende Menneskeracers Hjerne vejer 900—1000 Gram, den hvide Races gennemsnitlig 13—1400 Gram, men en Chimpanses Hjerne vejer kun c. 350—400 Gram, en Gorillas kun c. 425 Gram. De Pattedyr, der i Intelligens staar Mennesket nærmest, som Aber, Hunde, Ræve, Heste og Elefanter, hører og- saa netop til saadanne Grupper, der har en forholdsvis veludviklet Storhjerne med foldet Overflade, og hos Mennesket staar Frem- komsten af Folderne i Forhold til Udviklingen af Sjælelivet. I den femte Maaned af Svangerskabet er Barnets Hjerne endnu uden Folder, i den sjette Maaned staar den i saa Henseende paa samme Trin som de lavest staaende Abers (med kun faa Vindinger). I Løbet af den syvende og ottende Maaned kommer den paa Højde med de menneskelignende Abers, men senere naar den langt forud for disse med Hensyn til Vindingernes Antal. Gaar vi længere ned i Pattedyrrækken eller til andre Grupper af Hvirveldyr, forsvinder Hjernefolderne helt, og Hjernemassens relative Størrelse tager stadig af. Dens Betydning bliver da ogsaa mindre og mindre, saa enten Storhjernen eller ogsaa hele Hjernen kan opereres bort, uden at Dyret straks dør eller bliver ude af Stand til f. Eks. at tage Føde til sig eller udføre visse Sansefunk- tioner. Hos Benfiskene er Hjernebarken saa tynd, at den endog længe undgik at blive opdaget. Det lavest staaende Hvirveldyr, Lancetfisken (Amphioxus), har overhovedet slet ingen Hjerne, men Rygmarven repræsenterer hele dens Centralnervesystem. Paa disse lavere Trin af Hvirveldyrrækken har man da Grund til at antage, at ingen af de højere Sjæleevner findes, der hos Mennesket har deres Sæde i Storhjernen.