Livet Og Dets Love
En Fremstilling Af Den Almindelige Biologi

57i vendt i andre Celler. Paa denne Forrykkelse af den fornødne Ligevægt indenfor en Organismes stoflige Struktur kunde da kun Foreningen af to saaledes udpræget forskellige Celler som en hanlig en hunlig Kønscelle raade Bod. Denne Forklaring syntes imidlertid ikke at kunne slaa til, naar Befrugtning fandt Sted mellem to tilsyneladende ganske ens Celler, der f. Eks. endog kunde være fremgaaede af samme Modercelle, og endnu mindre, hvor der var Tale om Autogami i snevrere Betydning eller Befrugtning mellem to Kærner indenfor samme Celle. Men her oplyste saa Schaudinn om, at selv i dette sidste Tilfælde, som han specielt havde undersøgt for en Trypanosoms (Hæmoproteus noctuæ’s) Vedkommende (om Trypanosomer, se S. 317) kan der paavises udprægede Forskelligheder mellem de to Kærner i dette encellede Dyr, nemlig mellem en lokomotorisk Kærne (en Blepharoplast), der regulerer de formbestemmende Virksomheder og Bevægelserne af Cellen, og en Hovedkærne, der særlig dirigerer Ernæringsvirksomheden. Det paagældende Dyr optræder imidlertid i 3 forskellige Modifikationer, nemlig en han- lig, en hunlig og en indifferent eller hermafroditisk Form, af hvilke den sidste bestandig kan spalte sig ved simpel Deling i de 3 forskellige Rækker, medens de rent hanlige eller hunlige ikke har denne Evne, med mindre de (ved Overgangen fra den Fugls Blod, i hvilken de lever, til Myggens Mave) gensidig befrugter hinanden. Denne Forskel mellem Individerne, der ogsaa gør sig gældende i deres Cellekærners Natur, udlignes nu ved Befrugt- ningen, idet de ekstremt uddannede Kærner derunder smelter sammen. Betydningen heraf udtrykker Schaudinn i følgende Ord (citerede efter Hartmann): »Dette er efter min Mening en for Organismens Liv uvurderlig Proces. Den indre Differens mellem Kærnerne og dermed mellem hele Celleorganisationen, der ved de ydre Livskaar og de i Organismerne selv liggende Ufuldkommenheder under det vegetative Liv fører Udviklingen mod begge Ekstremer, nemlig henholdsvis mod den overvejende ve- getative, hunlige, og mod den overvejende animalske, hanlige, Form, bevirker en Hæmning af Cellernes Formeringsevne. Organismen vilde derfor gaa til Grunde, hvis der ikke eksisterede en Mulighed for en Udligning af de fysiologiske Ensidigheder. Og netop denne Ud- ligning af Ekstremerne, Tilvejebringelsen af indifferente formerings- dygtige Former, hos hvilke de vegetative og animalske Funktioner holder hinanden i Ligevægt, er det, Befrugtningen bevirker.«