Livet Og Dets Love
En Fremstilling Af Den Almindelige Biologi

597 turen, hvor altsaa Kampen for Tilværelsen besørgede det Udvalg, der var nødvendigt for en varig Ændring af Typen. Det væsentligste i Darwin’s Forklaring af Artsdannelsen syntes saaledes at have fundet den smukkeste Bekræftelse, og kunde de smaa svingende Variationer fæstnes ved Arv og efterhaanden op- hobes paa den anførte Maade, var det naturligt at antage — som alle Erfaringer forøvrigt ogsaa bestyrkede — at de større, stødvise Variationer, der jo ogsaa kunde blive Genstand for Selektion, vilde forholde sig paa samme Maade. Paa de sidste synes Darwin dog ikke at have lagt større Vægt, da han mente, de var for sjældne til at komme til at spille nogen almindelig Rolle for Arts- dannelsen. Frembaarne af saa ansete Forskere som f. Eks. de S. 595 nævnte og behandlede i et Utal af populær-videnskabelige Skrifter, ofte i et glimrende Sprog og i glødende Begejstring for de nye Vuer, Udviklingslæren aabnede, banede Darwin’s Tanker sig Vej ud i de videste Kredse af Lærd og Læg. Men medens Modstan- den mod selve Udviklingstanken efterhaanden forstummede, mang- lede det ikke paa Røster, der enten ansaa Selektionsteorien for utilstrækkelig eller i det hele taget for uskikket til at forklare Artsdannelsen i Naturen, og dertil er der saa kommen en stedse stigende Tvivl om, hvorvidt der overhovedet ved Udvalg af de individuelle' Variationer sker nogensomhelst varig Ændring af Typerne, for hvilket man hidtil har savnet ganske sikre Beviser. Hvorledes dette hænger sammen kommer vi senere tilbage til igen (se S. 612—14). Imidlertid regnede Darwin jo ogsaa med en anden artsdan- nende Faktor, idet han anerkendte Lamarck’s Teori om de under Indflydelse af ændrede Livskaar eller ved Brug og Ikke-Brug af Organer og Evner erhvervede Egenskabers Arvelighed, om han end heller ikke tillagde den nogen større Betydning. Men denne Teori, Lamarckismen, har om muligt vakt en endnu livligere Diskussion end Selektionsteorien og maa bestandig siges at være et af de mest omstridte Spørgsmaal indenfor Arve- lighedslæren. Medens nogle af Darwin’s iøvrigt nærmeste Me- ningsfæller, som Wallace, Galton og især Weismann, pure af- viste denne Lære og kun anerkendte de medfødte Egenskabers Arvelighed, var der andre som Spencer, Oscar Hertvig, Cope, Warming og v. Wettstein, der tværtimod i de under Individets Liv erhvervede Egenskabers Arvelighed saa den væsentligste Ud-