Livet Og Dets Love
En Fremstilling Af Den Almindelige Biologi

598 viklingsfaktor og derfor er bievne kaldte eller har kaldt sig selv for Lamarckister (henholdsvis Ny-Lamarckister, for saa vidt de ikke ogsaa godkendte Lamarck’s teleologiske Forklaring, se S. 592) i Modsætning til Selektionisterne eller Darwinisterne i snævrere Forstand. Man har saa ofte ment direkte at kunne bevise de erhvervede Egenskabers Arvelighed, men som vi skal se i næste Afsnit, er dette et langt vanskeligere Spørgsmaal, end man tidligere har for- stadet, saa de fleste af de saakaldte »Beviser« i Virkeligheden ikke kan staa for Kritik. Den moderne, eksperimentelle Arvelighedsforskning og dens Resultater. Mutationer. I November 1900 begyndte der at udkomme et stort anlagt Værk af den hollandske Botaniker Hugo de Vries: »Die Mutationstheorie, Versuche und Beobachtungen iiber die Entstehung von Arten im Pflanzenreich«, der i Foraaret 1903 forelaa færdigt i to tykke Bind. Det vakte en Opmærksomhed, der vel ikke kan sidestilles med den, Darwin’s berømte Værk om »Arter- nes Oprindelse« vakte i 1859, men det tør maaske siges, at ingen Bog om dette Æmne i den mellemliggende Tid har bragt saa mange originale Tanker eller virket saa revolutionerende i Opfat- telse af Udviklings- og Arvelighedsproblemerne som denne, selv om baade de Vries og andre lejlighedsvis i de nærmest forud- gående Aar havde udtalt sig i lignende Retning. Hovedtanken i de Vries’ Værk vil vi bedst kunne forklare ved at anføre de Ord, han selv skriver i Indledningen til det: »Som Mutationsteori betegner jeg den Sætning, at Organismernes Egen- skaber er byggede op af indbyrdes strængt forskellige Enheder. Disse Enheder kan væie forbundne i Grupper, og hos beslægtede Arter kan man genfinde de samme Enheder og Grupper. &Saa- danne Overgange, som findes i saa stort et Tal mellem de ydre Formei hos Planter og Dyr, findes lige saa lidt mellem disse En- heder som mellem Kemiens Molekuler« .... »Anvendt paa. Af- stamningslæren fører dette Princip til Overbevisningen om, at Ar- terne ikke flyder jævnt over i, men at de trinvis (springvis) er fremgaaede af hinanden. Hver ny Enhed, der kommer til de ældre, danner et Trin (Spring) og adskiller den nye Form som selvstændig Art skarpt og fuldstændigt fra den Art, af hvilken den