Havet Med Dets Plante- Og Dyreverden
En Skildring For Dannede Af Alle Stænder

245 en voldsom Maade gjør Dyret hovedløst. Men hvorfor kunne Hovederne da ikke ligesaa godt komme op til Overfladen som den øvrige Deel af Legemerne? Her gives i ethvert Tilfælde endnu en interessant Hemmelighed i Havet at løse. Om end de fleste Havannalider føre et frit Liv, opholde dog endeel sig som siv Eneboere i selvbyggede Huler, som de ikke forlade. En saadan Hule, paa hvilken Eieren begynder at arbeide strax, esterat den er krøbet ud af Wgget, og som deu senere forlænger og udvider, efterhaanden som den voxer, bestaaer sædvanligt af et kalkagtigt og steenhaardt, undertiden ogsaa læder- eller pergamentagtigt Rør, som afsondres af Dyrets Hnd, men som dog ikke saaledes som Sneglenes og Bivalvernes Huse danner en integrerende Deel af Legemet; det staaer tvertimod 'ikke i nogensomhelst Sammenhæng med dette. Disse Dyr tilbringe derfor hele deres Liv som Svø- belsebørn og strække kun den forreste Deel af Hovedet frem fra deres selvbyggede Fangebolig. Paa Grund as deres ganske forstjellige Levemaade stille de sig naturligviis ogsaa i deres Bygning fra de fritlevende Atinelider. De mangle derfor ogsaa hine Børstefødder og de Aandedrcetsredskaber paa Siderne, som ere saa nyttige for de fritlevende Annelider, men som her vilde være uden nogensomhelst Nytte; derimod er Hovedet forsynet med en vidunderlig skjsn Krone med funtbnskede Gjælleblade, der tjene saavel til at drage Aande med som til at gribe det forbisvommende Bytte. Rørene ere bagtil fuldstændigt lukkede, men have fortil en rund Aabning, det eneste Vin- due, gjennem hvilket vor Eneboer kan kaste et Blik paa den omgivende Verden, skaffe sig Næring og udsætte sit Blod for Vandets oplivende Indflydelse. Iagttageren maa derfor ikke bebreide den Nysgjerrighed eller Forfængelighed, fordi han vil see, at den næsten bestandigt strækker sit rigtprydede Hoved ud, han bør snarere glæde sig over, at denne af Nødvendigheden paabudte Vane flaffer ham Lejlighed til