Landmandsbogen II
Raadgiver for den danske Landmand og hans Husstand ved den daglige Gerning

Fodring og Banding. 135 midler), gennem Nyrerne (urindrivende Midler) eller gennem Svedkirtlerne (sveddrivende Midler). Man kan (ifslge Opgivelse af Dammann) gøre Regning paa, at Hesten for hvert Pund fast Fode, den optager, drikker 2-3 Pd. (1-172 Kg.) Vand, Hornkvæget 4-5 Pd. (2-2Vz Kg.), Svinet 7—8 Pd. (3^—4 Kg.) og Faaret.l Pd. (Vs Kg.), eller at Hesten, naar den fodres med tort Foder, daglig drikker 40—60 Pd. (20 30 Kg.) Band, Horn- kvæget 60—100 Pd. (30-50 Kg.) og Fa aret 3—6 Pd. (1^—3Kg>). Saafremt der anvendes Gronfoder, er Mængden af direkte optaget Vand (Drikkevand) kmr 1/i—1/3 saa stor, som ovenfor angivet; men alligevel kan den samlede Vandmængde (b. v. s. Drikkevandet plus Vandet i den faste Fode, Vegetationsvandet) blive ftørre, naar Dyret fodres med saftigt Foder, end naar alt Foderet er tort (se S. 100); og selv om Dyret med dm faste Fode (t. Eks. Græsset) optager en Vandmængde, som svarer til, hvad det i Gennemsnit optager daglig, vil det alligevel som Regel sole Trang til at drikke; dette maa især erindres for Faarets Vedkommende, fordi man alt for hyppig begaar den til Dyrplageri grænsende Fejl at Undlade at byde det græssende, tsjrede Faar Vand. Omvendt gore mange sig Umage for at faa Malkekoer til at drikke mere, end de i Virkeligheden have godt af; de mene, at de paa den Maade kunne bidrage til en Forogelse af Mælkeudbyttet; men Resultatet af at fremkalde en kunstig forøget Tsrst (fom tilfredsstilles) bliver, dels, at UrinUdstillelsen (og dermed ogsaa LEggehvideomscAningen og Ud- flillelsen af Urinstof) forsges, dels at Ekskrementernes Vandholdighed til- tager. Noget helt andet er, at man ved at indrette Fodersammensætningen saaledes, at Dyret tmster mindre end ellers, kan formindske Mælkeydelsen, hvilket jo er af væsentlig Betydning, naar Koen flal goldes. III. Fodringen. Hvad angaar de Regler for selve Forelæggelsen af Foderet, som vi flulle beskæftige os med i det nærmest folgende, da maa de folges, af Hensyn til at Dyrenes Fordsjelsesevne og dermed deres Ydeevne flal ssges bevaret usvækket. En af de vigtigste af disse Regler er den, at Foder- tiderne stadig maa vcere de samme, thi kun da kan man gøre Regning paa, at Foderet vil blive saa godt Udnyttet som muligt. Fordojelsen af Foden og Opsugningen af de fordsjede Næringsstoffer bliver nemlig bedst, naar Blodet strsmmer rastt til de Kirtler, der afsondre Fordsjelsesvcedfke, og til Fordsjelseskanalens Vægge; men dette kan man netop bevirke ved at fodre paa bestemte Tider. Saa vil nemlig den Blodülstromning til Mave og Tarm, som fra forst af væsentlig beror paa selve Fødemidlernes Tilstede- værelse (som Folge af deres mekanifle Pirring), indfinde sig af sig selv (som Folge af en uvilkaarlig Nervevirksomhed) paa den Tid, da Dyret er vant til at blive fodret; Fordsjelseskanalens forskellige Afsnit ville paa bestemte Tider