Landmandsbogen II
Raadgiver for den danske Landmand og hans Husstand ved den daglige Gerning
Forfatter: H. Goldschmidt, T. Westermann
År: 1895
Forlag: Ernst Bojesens Forlag
Sted: København
Sider: 541
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
— MM
152
Heste».
Plads i Hesteavlens Historie, ikke blot fordi den i sine bedste Individer
afgiver den stsnneste, mest formfuldendte Hestetype, men ganste særlig fordi
den som Stamfader til den engelske Fuldblodsrace har faaet en stsrre
eller mindre Indflydelse paa saa godt som alle bekendte Kulturracer. Inden
for den orientalfle Hesterace anses Drkenaraberne for de bedste, og blandt
disse indtage igen Hestene fra Provinsen „Nedshed" i det indre Arabien den
fornemste Rang. Den bekendte franste Hippolog, G ay ot, Udtrykker sin Be-
gejstring for denne Hest i folgende poetiske Linier: „Den ædle arabifle Hest,
denne fsdte Aristokrat blandt Hestene, indeholder alle Artens Grundegenskaber,
de heldigste fysiske Forhold, de bedste Proportioner! Alt harmonist, alt i
Ligevægt! Man ser straks, at den er flabt som et Billede paa Kraft og
Udholdenhed, i lige hsj Grad beundringsværdig for dens korrekte Linier og
dens fuldendte Elegance. Bagparten er som en Kraftbeholder, der let og
sikkert overfsrer Bevægelsen paa den vidt fremgribende Forhaand, alt let og
gracisst!" *)
Den ægte arabiske Hest er imidlertid en efter Nlltidens Forhold lille
Hest, i Anlægsmaal næppe 10 Kv. (c. 157 Ctm.) hsj, og denne Omstændig-
hed har medf-ort, at dens Mission i Hesteavlen, til Trods for dens frem-
ragende Egenflaber, nu vistnok maa anses for endt, og dette saa meget mere,
som vi i dens Arvtager, det engelske Fuldblod, har en Hesterace, der paa
samme Tid, som den har bevaret en stor Del af Araberens gode Egenflaber,
ja endog i visse Retninger udviklet disse yderligere, tillige gennem et hensigts-
mæssigt Opdræt har faaet en betydeligere Gennemsnitsstorrelse. For Dan-
marks Hesteavl har den arabiste Hesterace faaet Betydning gennem gentagne
Jndksb til Frederiksborg, og blandt disse Heste er navnlig den fra Kongen
af Würtembergs arabiste Stutteri i 1858 indkoble Originalaraber „Zarif"
gennem Ssnnessnnen „Hamlet" bleven Stamfader til storste Delen af de nu-
levende, bedre Frederiksborg-Heste.
Som andre Hesteracer, der staa Naturtilstanden nær, kan endnu nævnes saadanne,
der findes i halvvild Tilstand i det sydlige Rusland, i de europæisk-asiatiske Grænse-
lande, paa afsides liggende, skarpt afgrænsede Lokaliteter, som s. Eks. Island og Fær-
oerne, og i det hele, hvor Agerbruget enten paa Grund af Vanrøgt eller som Folge af
Naturforholdene ikke fordrer mere Hestekraft, end at det finder sig bedst betjent af en
lille, 8 L 9 Kv. (125^—141^ Ctm.) høj, men forholdsvis stærk og nøjsom Hesterace;
navnlig som Ridedyr og til Varetransport pr. Hesteryg have disse Smaaheste Betydning
for de paagceldende Egne.
*) Disse begejstrede Udtalelser referere sig dog væsentlig til de til Avl i Europa be-
nyttede, efter sædvanlige Begreber formstsnne Arabere, men passe næppe paa den
Hest, som Beduinernes store Flertal benytter — en Hest, der i Henseende til Byg-
ning og Præg har megen Lighed med de i Sydrusland hjemmehørende Hesteracer af
orientalst Oprindelse. Flere af de til Europa overførte saakaldte „Arabere" ere i
øvrigt berberste Heste. Ud g.