Landmandsbogen II
Raadgiver for den danske Landmand og hans Husstand ved den daglige Gerning

167 Hesteracerne. *) Saadanne Forordninger gjaldt naturligvis ikke alene for Derne, men ogsaa for Jyllaild. stillede selvfslgelig kun et primitivt Agerbrilgs Fordringer og egnede sig heller ikke til Middelalderens Krigsbrng. At denne oprindelige Ørace i Tidens Lob har forandret sig saa fuld- stændigt, er dels en Folge af de stedftmdne Krydsninger, dels en Folge af en forandret BrUgsmaade og et forandret Opdræt. Fra Erik Emuns Tid ved man, at Hesten er bleven anvendt til Krigsbrug her i Landet, og denne Anvendelse tiltog især paa Baldemarernes Tid. Man fik saaledes Brug for mange Rideheste, og for at skaffe disse til Veje oprettedes der Stutterier paa Herregaardene og Klostrene omkring i Landet, men dog især paa Derne. Til disse Stutterier indfortes der ofte Heste fra fremmede Lande, og der er saaledes allerede for længe siden stet Krydsninger. — Da Gejstligheden efter Reformationen tabte sin tidligere Magt, tilfaldt meget Klostergods Kronen, som herved kom i Besiddelse af flere Stutterier, der efterhaanden bleve samlede til det af Frederik den 2den oprettede „Frederiksborg Stutteri". I dette, der nærmest var bestemt til at forsyne Kongens Stald, dreves Avlen op- rindelig med de fra de forftellige Herregaardsstutterier modtagne Heste, der hovedsagelig vare svære Rideheste; men senere — navnlig under Christian den 4de — indfortes for- ffellige udenlandske, lettere Rideheste (blandt andre spanske) til Forbedring af den tilstedeværende Race. — Man havde i Frederiksborg Stutteri forskellige Stod, der vel i Størrelse og Farve afveg noget fra hverandre, men som dog alle tfølge deres Bygning maatte henregnes til Ridehestene eller Skolehestene, som de undertiden kaldtes. — I Fre- deriksborg Stutteri var efterhaanden dannet en fortrinlig Ridehest, som selv i fremmede Lande var meget sogt og berømt, men i Slutningen af forrige Aarhundrede begyndte man at krydse den gamle Race med mange forflellige andre Racer — lige fra grove Arbejdsheste til Fuldblodsheste; dette havde imidlertid en Udartning til Folge, og efter nogle forgæves Forsøg paa at fremkalde den gamle Race opgav Staten 1871 at drive Stutteriet. Det gik da over i private Hænder, men fortsattes dog til 1876, da Ejeren lvd hele Hestebestanden sælge. I den nyeste Tid drives der et lille Fuldblodsstutteri paa den gamle Stutterigaard. — Medens Flertallet af de omtalte Herregaards- og Kloster- stutterier enten nedlagdes eller gik op i Frederiksborg Stutteriet, saa blev der langt senere Paa et Par Herregaarde, nemlig Lovenborg og Knabstrup, anlagt Stutterier, som forst ere ophævede langt ind i dette Aarhundrede. Hestene paa begge disse vare meget stærkt paavirkede af Frederiksborgracen. For at ophjælpe Landhesteavlen er der af Lovgivningsmagten til forftellige Tider truffet Foranstaltninger, som rimeligvis ikke have været uden Indflydelse paa Ud- viklingen. Af Christian den 4de blev det saaledes forordnet, at ingen maatte lade Hingste gaa lose paa Fællederne efter Paafle, medmindre de havde en Værdi af mindst 24 Rigsdaler*). Denne Bestemmelse blev imder Christian den 5te udvidet til, at de paa Fællederne losgaaende Hingste ikke maatte være under en vis Storrelse, nemlig 972 Kv. (c. 150 Ctm.), og ved en senere Forordning tilpligtedes Præster, Fogeder, Skrivere og Forpagtere at holde et Par store Følhopper. 1686 udkom en Forordning, som paalagde alle, der vare i Besiddelse af ftørre Gaarde, at oprette Stutterier, som skulde være under offentligt Tilsyn. — Denne Bestemmelse om tvungne Stutterier har rimeligvis ikke hast den onstede Virkning, man indskrænkede den efterhaanden og gik i det Sted over til at uddele Præmier for gode Avlsdyr. Den første Bestemmelse herom indeholdes allerede i Forordningen af 1778, og den blev nærmere bestemt og udvidet ved Forordningen as