Landmandsbogen II
Raadgiver for den danske Landmand og hans Husstand ved den daglige Gerning

 206 Hesteir er begærlig, og saaledes tage imod Hingsten, maa hvis den har undfanget, dog hænder det ikke sjcel- ; ængstelige; derfor maa Kuller. Lader man den brunstige Hoppe komme sammen med andre Heste, vil man se, at der ganer noget lyst, klart, hvidagtigt Slim fra den. Er det en Hoppe, som man gerne vil have til Følhoppe, men som ikke af sig selv viser Parringslyst, da maa man bringe den sammen med andre Heste, enten paa en saadan Maade, at den kan gaa los imellem dem, eller ogsaa sætte den ved Siden af en Hingst, som ved at lugte til den og nappe den lidt vil søge at vække Parringslysten. Vil det ikke lykkes paa denne Maade, maa man tvinge Hoppen til at modtage et Spring. Skont dette oste kan være frugtbart, saa maa man dog være meget agtpaagivende og se, om ikke Parringslysten i Lobet af nogle Dage indtræffer; sier dette, maa Hoppen straks fores til Hingsten. Med Hopper, som have Fol, forholder det sig i dette Punkt sæd- vanlig meget let, da Parrmgslysten i Regelen indfinder sig fra 7. til 9. Dagen efter Folingen, hvorfor man, hvis man onfler, at Hoppen fremdeles stal bære Fol, maa sorge for, at den paa dette Tidspunkt kommer til Hingsten; thi jo længere Tid der hengaar efter Folingen, desto vanfleligere vil man faa Parringslysten til at indfinde sig, idet Hoppen, jo mere Mælkeafsondringen udvikler sig, er des mindre tilbøjelig til at blive brunstig; dog kan Parringslysten alligevel indfinde.sig, naar Hoppen sættes paa Græs, da dette har en vækkende Virkning paa Konsdriften. Man prover i Regelen 9. Dagen, efter at Hoppen har modtaget det forste Spring, om den atter fremdeles hver 9. Dag; men, saa snart Hoppen viser Ulyst til at man endelig ikke tvinge ben, da den saa let kan bestadiges og, kaste Fosteret. Hingsten er jo i Regelen altid villig til at Parre sig; dent, at unge Hingste forste Gang ere meget tilbageholdne og man sorge for at bringe den til en rolig og meget begærlig Hoppe, som staar stille, da Hingsten ofte foretager flere forgæves Forjog, inden det virkelig bliver til noget. De fleste Hingste ere jo meget fyrige, saa at de straks gøre sig færdige, naar de se Hoppen; dog maa de altid fores til den paa en saadan Maade, at Hoppen mærker, hvad der flat foregaa, ellers kan den blive ængstelig og gore megen Modstand, saa at Befrugt- ningen forhindres. Enkelte Hingste ere paa den anden Side meget sene, inden de ville bedække, og da er det som oftest heldigst at røre dem godt og derefter straks fore dem til Hoppen; hjælper dette ikke, maa man lade, som man vil trække Hoppen væk, hvilket oste bringer Hingsten i Effekt. Hingstene gore ogsaa ofte Forskel paa Hopperne; de synes i Regelen bedst om hvide og graa Hopper, saa, hvis man har en saadan ved Haanden, kan man lade Hingsten gore sig færdig til Bedækning ved at lugte til denne; men i det afgørende Ojeblik trækker man den bort og bringer den rigtige Hoppe frem. For at Hoppen ikke skal beskadige Hingsten, er det nødvendigt at lægge en blod, med en lang blod Line forsynet, Rem (eller alene en blod Line), om hver af Bagkoderne; Linerne fores frem imellem Forbenene og fastgores enten om Hoppens Hals (som vist ved den punkterede Linie i Fig. 97) eller til den nederste Ende af en tyk, blod Tovkrans, der er lagt om Hoppens Hals (som vist i Fig. 97, c). Linerne maa bindes i Slojfe (Fig. 97 a eller b), saaledes at de let kunne trækkes lose, for at ikke Hoppen eller Hingsten skal komme til Skade; det kan undertiden være nødven- digt at bremse Hoppen; thi selv om den er parrelysten, er den dog ofte saa kilden, at den staar og staber sig, saa Parringen ikke kan foregaa. Inden Hingsten bringes til Hoppen, bor dennes Hale ombindes ved Hale roden, for at der ikke flal komme Haar med Hingstens Lem ind i Skeden; ved Hjælp af en Snor, der fortil fastgores til de ovenfor omtalte Liner eller til Tovkransen, trækkes Halen til