Landmandsbogen II
Raadgiver for den danske Landmand og hans Husstand ved den daglige Gerning

Hestens SRøgt Pleje og Brug. 231 Hornet, at Spillet i Hovens bageste Del indflrænkes, samt at Hoven, og navnlig den hoj- dragtede Hov, bliver tilbøjelig til at forsncevres. I vedholdende tort Vejr er det derfor ogsaa de smaa, stejle Hove, der lide mest. Da det især er den Del af Hornvæggen, der ligger neden for Hovbenet, som udtorres for stærkt under de ovenfor angivne Forhold, idet den ikke gennemtrænges med Dannelsesvcedske fra Hudbladene i Hudvæggen, men faar den til Bevarelsen af dens Eftergivelighed nødvendige Væde fra Jordbunden, maa den for stærke Udtorring af Hornet modarbejdes, dels ved en hyppig og stærk Beflæring af Horn- vceggen, dels ved at der tilfores Hoven netop saa megen Væde, som den mister ved For- dampningen fra sin Overflade. For nu at tilføre Hoven den nødvendige Væde, stilles Hesten paa en vaad Halmmaatte, eller Hoven indslaas med Kogodning, eller dens underste Flade spcekkes med en Blanding af Kogodning og Tjære. Derimod er det ikke gavnligt en eller to Dage om Ugen at stille Hesten i et med et Lag fugtig Hestegødning forsynet Spiltov, da Hornet derved opblødes saa stærkt, at den paafolgende Udtorring gør det sprødt. En saadan Frenlgangsmaade kan derimod tilstedes, umiddelbart forend Beflaget flal fornyes, da i dette Tilfælde det ved Vandet fordærvede Horn i Hovedsagen borttages ved Beflceringen. For at forhindre det for stærke Slid af Hornet, naar Hesten bevæges paa haard Vej, beslaas Hoven. Men da Skoen saa godt som ganste ophæver Sliddet af Hornet i Taaen, om det end i forstellig Grad efter Kodens Stilling ordning, bringer den til igen at antage sin oprindelige Form, naar Trykket paa den ophorer. I samme Forhold som Hornet opblødes, bliver det mere eftergiveligt, medens Spændkraften i det aftager, hvorimod det omvendte er Tilfældet, naar Hornet udtorres. I Samklang hermed have Heste, der leve paa hoje, tort liggende Steder, smaa, temmelig stejle og hojdragtede Hobe, medens Heste, der leve paa en mere fugtig Jordbund, have ftørre, mere hældende og lavdragtede Hove. Den lille Hov giver et sikkert Fodfæste paa fast Græsbund, og da den er let at svinge frem, mindre hyppigt giver Anledning til Strygning og tilmed giver en ringe Gnidningsmodstand, da Støtten er sammentrængt til Hovranden alene (eftersom Straalen er lille, og Saalen stærkt udhulet), foretrækkes den til den lette Hest, om den end er mere til- bøjelig til at forsncevres end den store Hov. I den store Hov er Stottefladen ikke sammentrængt til Hovranden alene, men Straalen deltager her tillige i Under- støttelsen; og trædes Hoven endnu mere ud, idet Hornet opblødes endnu stærkere, som en Folge af at Hesten opholder sig paa en meget fugtig Jordbund (Marflegne), saa opstaar den lave og flade Hov, der har en stærkt hældende Taa- og Sidevæg, lave Dragter, flad Saal, fyldig Straale og groft og lost Horn. I den latie. og flade Hov deltager foruden Hovranden og Straalen tillige Saalen til Dels eller (som i Platfoden) ganske i Understøttelsen. Den store Hov er tung og giver let Anled- ning til Strygning, men er i ovrigt, i det mindste for den grove Hest, kun en Skøn- hedsfejl; derimod frembyder den lave og flade Hov væsentlige Mangler, naar Hesten stal benyttes paa fast Jordbund. Den i disse Hove tynde og lavt liggende Saal trykkes da let af Smaasten og Ujævnheder i Vejen, som Dyret maa færdes paa; og da Hornvæggen er los og sprød, og dens Bæreevne tilmed er formindsket som en Følge af dens stærke Hældning, brister Hornet i Hovranden let; det ovenfra virkende Tryk overfores da i en hojere Grad paa Saalen, der viger for Trykket og bliver flad (Platfod) eller endog hvælvet nedad (Fuldhov). Platfoden gør det vanskeligt, og Fuldhoven umuligt for Hesten at gaa paa haard Bund, da Saalen trykkes mellem Hovbenet og Jordbunden.