Landmandsbogen II
Raadgiver for den danske Landmand og hans Husstand ved den daglige Gerning

bibeholdes i Hovens bageste Del, vil Hoven, naar Beslaget har ligget en Tid, enten faa en i det hele taget for hsj Hornvceg, og det er Tilfældet, naar Hornet er sejt, og Koden stejl, da Dragterne saa ikke slides synderligt, eller Hoven vil blive for lang i Taaen, og det er Tilfældet, naar Hornet er blodt, og Koden mere hældende, da Dragterne saa Mes stærkt. Da nu en Forlængelse af hele Hornvæggen forlænger Koden, og en Forlængelse af Hornvæggen i Taaen forøger dens Hældning, og da i begge Tilfælde Taaens Bojesener.derved belæsses stærkere, vil Beflaget, naar Hovens Bestæring for- sommes, knnne give Anledning til, at Taaens Bsjesener overanstrenges. Kommer nu hertil, at den ikke bortslidte Del as Hornvæggen ved indtrcedende tort Fore let udtorres for stærkt og da hidfsrer en Forsnævring af Hoven, hvorved det fri Spil i dens bageste Del indflrænkes, saa fremgaar heraf, at Beslaget ikke bsr benyttes, naar det ikke ligefrem er nsdvendigt. Har Hesten derfor en velbygget Hov og godt Horn, og flal den kim bevæge sig paa en nogenlunde blod Jordbund, vil det være et Misgreb at beslaa den, da den saa meget godt kan gaa Ustoet, saafremt da Hornsaalen har sin naturlige Tykkelse og ikke er bleven for tynd ved en for nylig foretagen Beskæring. Men kan Hesten ikke gaa ustoet Uden at omme sig, saa maa den floes, da Sener og Led overanstrenges, naar Hesten ikke tor træde frit til med Hoven; men i saa Fald maa man formindske de fladelige Virkninger, som klæbe ved Be- slaget, dels ved (uden Hensyn til om Beslaget er opslidt eller ikke) at beskære Hoven saa ofte, som der er dannet tilstrækkeligt nyt Horn til at anbringe de ny Som i, dels ved, naar Foret er vedholdende tort, at tilføre Hoven, og sirlig den hojdragtede, en passende Mængde Væde. Ved Udførelsen as Beslaget er Hovens Beskæring og Skoens Tilpasning af stor Betydning. Ved Beskæringen af Hoven maa iagttages, at Straalen og Hjørnestotterne ikke beskæres, men om fornødent kun pudses, at Saalen ikke udtyndes stærkere, end at den fores tilbage til sin naturlige Tykkelse, og at Hornvceggen overalt gengives sin naturlige Hojde. Da nu Saalen er gengivet sin naturlige Tykkelse, naar den fortil viger for et stærkt Tryk med Tommelfingeren, og da Hornvæggen er gengivet sin naturlige Hojde i Taaen, naar Hovranden der ligger i Plan med den tilpas udtyndede Saal, er en rigtig Beflcering af Saalen og af Hornvceggen i Taaen ikke forbunden med nogen videre Vanskelighed. Storre Vanskelighed frembyder det derimod ved Bestceringen' af Dragterne at gengive disse den rette Hojde i Forhold til Taavæggen, da Forholdet mellem begge er forskelligt i de forskellige Hove. Men da Dragternes Hojde i den natur« Uge, af Beslaget uberørte Hov bestemmes af Kodens Stilling, kan man dog som Regel sige, at Dragten i den paa rette Maade beffaarne Hov skal have den halve Hojde af Taa- vcrggen, naar Koden har en Middelhældning, og at den i samme Forhold enten maa overstige eller være mindre end Taavæggens halve Hojde, som Koden enten er mere stejl eller mere sænket. Skoen maa passe saaledes til Hoven, at den folger Hovrandens Omrids indtil det Sted, hvor Dragten begynder; men fra det Sted skal den rage uden for Hoven og tiltage saa meget i Vidde bagtil, at hele Dragthjornet kommer til at hvile mod Skoen. Er Skoen