Landmandsbogen II
Raadgiver for den danske Landmand og hans Husstand ved den daglige Gerning

244 Kvngei. Foruden at man baade i og uden for Europa træffer mange fortrinlige Korthorns- besætninger, har Racen bidraget til at ændre de oprindelige Racer i flere Lande eller Egne, hvor de naturlige Forhold nærme sig dem i Midtenglands frugtbare Grevstaber. Bl. a. er det s le svig-holstenske Marskkvceg væsentligst at betragte som dannet ved gennemfort Krydsning med Korthornskvæg. Ejderstedt-, Ditmarsk- og Wilster- m ar sk-Kvæget ere Kvægslag, som komme Korthornet meget nær; i en vis Henseende overtræffe de det endog; det er nemlig gennemgaaende bedre Malkekvæg end Korthorns- kvæget i England; dog kan det ikke nægtes, at dette sidste i det mindste for enkelte Individers, ja endog enkelte Stammers Vedkommende ogsaa er ret værdifuldt Mejeri- kvæg, men i saa Fald er ganske vist heller ikke den Kropbygning og Kodfylde, som karakteriserer det udprægede Korthorns-Kodkvceg, til Stede. Blandt de skotske Kvægracer er Ayrshirekvæget fra det sydvestlige Grevskab af samme Navn bekendt som godt Malkekvæg, og hvor det igennem faa Generationer op- drættes og bruges fuldt ud som saadant, faar det ogsaa Malkekvægets særlige Præg og Evner; men meget af Ayrshirekvcrget er i H. t. Bygning og Evne at betragte som en Mellemting mellem Malke- og Kødkvæget. Loden er rodbroget, Hornene i Regelen temmelig svære, stærkt rejste og ofte med bagtil rettede Spidser. Det er ret haardfort og gennemgaaende sundt; dets Renomme er ogsaa saa godt, at det anvendes ikke saa lidt uden for Hjemstavnen, bl. a. i Norge, Sverige (hvor Ayrshirekvceget er talrigere end i Ayrshire) og herhjemme, hvor Racen især er ret udbredt paa Samso. sVcegt 8—900 Pd. (400—450 Kg.), Mælkemængde 5—6000 Pd. (25—3000 Kg.) aarligj. Paa Overgangen mellem de forbedrede Landracer og Kulturracerne, men dog ubetinget nærmest de sidste staar det skotske, kullede, sorte Angus- (eller Aberdeen-Angus-) og Gallowaykvceg, der har hjemme henholdsvis i Mellemstotlands nordøstlige Grevstaber (Forfar, Kincardine og Aberdeen) og i de sydostlige flotfle Grevstaber (Kirkcudbright, Wigton, Dumfries og Dele af Ayr). Begge Racer indtage en fremragende Plads blandt de europæiske Kodracer og ere ikke langt fra at gore Korthornet Rangen stridig paa de engelfie Kod kV æg skuer. Paa Grund af deres Trivelighed, tidlige Modenhed og gode Kropbygning fortjene de ogsaa deres gode Ry. Navnlig ere de ansete, fordi de levere meget lidt „Affald" ved Slagtningen, som Følge af at Hoved og Lemmer ere meget fine, og deres næsten valseformige Krop med kun lidet fremstaaende Hofter tyder ogsaa paa, at Kodfylden er stor; da fremdeles Kodet ikke er i den Grad overlæsset med Fedt som hos Korthornskvæget, forstaar man, at Angus- og Gallowaykvceget er hojt flattet som Fedningsmateriale, ligesom ogsaa at det, anvendt som Krydsningsmateriale til Produktion af Slagtekvæg, yder store Fordele, hvor Forholdene ikke tillade Opdræt af Kvæg, der er saa fordringsfuldt som disse Kodracer, flont de heller ikke i den Henseende ere i den Grad vanskelige som Korthornet sVcegt af Koer i ufedet Stand 10—1200 Pd. (5—600 Kg.)j. Irland er ikke synderlig rig paa egne Kvægracer, idet største Delen af Kvæget paa „den grønne 0" er af engelsk eller flotsk Oprindelse. Der sindes dog en lille Race, Kerrykvæget, som i Storrelse og Præg har en hel Del tilfælles med det tidligere om- talte Bretagnekvceg; men det er knap saa godt Malkekvæg som bette, og dets Lod er oftest helt sort, undertiden røb. Racen fortjener næppe Navn af forbedret Landrace. Dens Hjemstavn er Kerrybjærgene, men de smaa Kerrykoer benyttes mange Steder i Eng- land som Husmandskvæg, og paa Grund af deres Nojsomhed egne de sig ogsaa godt dertil. En meget væsentlig Aarsag til, at enkelte Racer, som f. Eks. Korthornet og flere andre Racer i England og Charolaiskvæget i Frankrig, indtage en særlig fremstudt Stilling, er uden Tvivl den, at Tillæg og Opdræt af 1. Klasses Individer af disse Racer kun finder Sted hos et forholdsvis