Landmandsbogen II
Raadgiver for den danske Landmand og hans Husstand ved den daglige Gerning

8*1*' - • • • j 250 Kvæget. er paa sine Egne fortræng! af disse, paa andre Egne mere eller mindre paa- virket af den fremmede Indblanding, men dog er den vokset under Kampen. Med en fremstridende kultur i Agerbruget folger naturligt et tilsvarende Fremskridt i Ernæring og Pleje af vore Husdyr og dermed en Forbedring af disse, saa at sige „af sig selv." Saaledes ogsaa med det jydste Kvæg. Men der er dog et andet og meget væsentligt Moment, som har gjort sig gældende over for den Udvikling, der er foregaaet inden for den jydste Race i de sidste 30 Aar, nemlig Mcelkerivæsenets rivende Udvikling og Blomstring. nemlig Mcelkerivæsenets rivende Udvikling Fig. 105. Jydsk Ko af Malkerace Borum fra Herstind. I Aarhundreder havde i Jylland Kvægavlens Hovedformaal i sin store Almindelighed været: Et godt Handelskreatur (Oksne, Staldstude, Mecklenburgkvier). Kvægets Malkeevne var et underordnet Sporgsmaal, hvilket dog selvfølgelig ikke ude- lukkede, at man paa visse Egne tillagde den langt større Betydning end paa andre og derefter gjorde sit Bestik. Men dette Forhold ændredes efterhaanden. Ikke alene søgtes der nu grundlagt og udviklet Stammer af Malkekvæg efter bevidste og rationelle Prin- cipper, men selv i de Egne, hvor Opdræt og Studehold ret horte hjemme og hore hjemme som det centrale i Kvægholdet den Dag i Dag (t. Eks. Thy, Mors og Salling), der gjorde efterhaanden — om end ubevidst — Kravet til Studemoderens mælkegivende Evne sig gældende ved Udvalget af Tillcegsdyr. Hvor man har arbejdet planfast med Udvikling af jydfl Malkekvæg for Oje og som Maal, der har man i det korte Aaremaal naaet et kont Resultat; der er man naaet frem til Besætninger, der baade i Gerning, Præg og Egenskaber vise os det udviklede Malkekvæg. Hvor man ikke har haft et bestemt