Landmandsbogen II
Raadgiver for den danske Landmand og hans Husstand ved den daglige Gerning

284 Kvæget. bctræbc Foderloen og Foderloftet med det samme Fodtøj, som man gaar med ved Mugningen , Stalden eller i det hele taget med snavset Fodtøj. Ved selve Fodringen er Inaüjct Fodtoi Paa Fodergangen selvfølgelig ogsaa en Uting. Alt, hvad der bidrager til a Dyrene fortære det forelagte Foder med Lyst, fremmer et godt Resultat. At Dyrene - r er bet ubt)Drte5 Kendetegn paa en god og livlig Fordojelsesvirksomhed, af hvilken Foderets gode Udnyttelse igen afhænger. Og hertil bidrager bl. a. Renlighed ved Fodringen. ' ' ,Forelæggelsen af Foderet i smaa Portioner er ogsaa et Middel til at skærpe Ædelysten, og denne kan i det hele taget paavirkes paa forflellige Maader, saaledes gennem tilberedelsen af Foderet (Hakkelse, Grutning, Raspning af Roer, Kogning, °-s.v.), gennem en omhyggelig Blanding af de forskellige Foderemner samt ved for skellige Tclsætnlnger. (I ovrigt henvises til Husdyrlærens alm. Del oa til Afsluttet om Kvægets Ernæring). H b. Kvlrgets Banding finder nutildags sædvanlig Sted i selve Stalden. Denne Fremgangsmaade maa for Koernes Vedkommende ogsaa absolUt fore* træffet som den bedste, idet Vanding uden for Stalden i det fri, ved at Kserne udsættes for rant og haardt Vejrlig i Forbindelse med Nydelsen af det kolde Vand, let afstedkommer Forkslelse, ligesom den medfsrer en betydelig Ned- stemning af Varmegraden i Stalden og fremkalder ftørre eller mindre Uro. Den Bevægelse i frisk Luft, der ved Vanding nde gives Kvæget, vil for vore Koers Vedkommende som Regel være for dyrt kobt. Noget anderledes stiller Forholdet sig over for Ungkvæget, og dette vil, naar Vejret ikke er alt for barst, og der ikke paa anden Maade. sorges for, at det faar Bevægelse, have godt nf den Bevægelse, som en Vanding uden for Stalden medfsrer Vanding i Stalden udfores paa forflellige Maader, dels ved at Kvæget bliver Tn Jieb et ^Ellestrug eller en Beholder, dels ved Vanding i Baasen af Krybbe (eller Spand), dels endelrg paa den Maade, at nmit ved indlagte saakaldte Selv- vandlngsapparater (af forflellige Konstruktioner) giver Kvæget Lejlighed til at drikke efter Behag . Den ældste Maade — at drive Kvæget til Vands ved Fællestrug — fræber 5^' ben mebfører billige nogen Uro i Stalden (men giver ogsaa lidt' Bevægelse), hvrlket dog, naar Kvæget er vant til denne Vanding, og naar det er smaa Besætninger Talen er om, ikke generer synderligt. Hvor det gælder om mest mulig at spare paa ^taldmdretmng, har denne Maade Fortrinnet. Det almindeligste er Vanding i Baasen af en fortlobende, fælles Krybbe, der sædvanlig ogsaa benyttes som Foderkrybbe. Selv- vandingsapparaterne have ikke faaet nogen stor Udbredelse. Naar man har ment, at dette, at Kvæget havde Lejlighed til at tage Vand til sig „efter Behag", skulde være naturligere og bedre sanrt fremmende for Mælkeudbyttet, da er det hojst tvivlsomt hvor vrdt dette har noget virkeligt paa sig. Derimod ville slige Vandingsanlæg kunne være anbefalelige med Hensyn til at modvirke Smittefare, vel at mærke, naar Apparaterne ere indrettede saaledes, at hver Ko drikker af sin egen Beholder, fra hvilken Vandet ikke atter kan lobe tilbage til Fcellesbeholderen. Er Kvæget vænnet til bestemte Vandings- nder - 2 Gange daglig - vil det være Undtagelser, at det foler Trang til at optage Band uden for drsse. Da Kvæget ikke ynder meget koldt (og haardt Vand), er det heldigt, °™”™" en storre Beholder, hvor Bandet, inden Benyttelsen, ved Henstand kan blive „kuldslaaet .