Landmandsbogen II
Raadgiver for den danske Landmand og hans Husstand ved den daglige Gerning

Raplkel Ils. Geden. Faaret ag F a a r e t. Ved Forstander A. la bour. aarene udgore en vidt udbredt Slægt af de skedehornede Drøvtyggere. I Modsæt- ning til Oksen har Faaret eit forholdsvis lille, haarbeklcedt Snude, en spidsere samt kloftet Overlæbe, som tillader Dyret at afbide Græs, der er saa kort, at det vilde være umuligt for Kvæget at fatte det med Tungen. Paa Taarebenet (et af Ansigtsbenene) findes eu Fordybning, Taaregruben. Hornene ere kantede, simpelt buekrummede (hos Hundyr) eller vindelsnoede (hos ældre Handyr), hos det tamme Faar mangle de ofte, men der fait vgsaa træffes Individer, især af visse Racer, med flere end 2 Horn. Frenideles er Faaret for- synet med en behaaret Hudindposning, en „Klovkirtel", mellem Stortæerne, og endelig ere Patternes Antal som Regel 2 — hvis der er flere, sidde de overtallige Patter forrest. Faaret har været kendt fra den allerældste Tid som udbredt næsten over den ganske Verden, væsentligst havende sit Tilhold paa Højsletter og i Bjcerglande, idet det op- rindelig har været et Højlandsdyr, som har skyet fugtig Jordbund og fugtig Lust. Og det vilde Faars Form bærer Præg deraf: Det har en flank og dog kraftig Bygning, fine Ben og en knejsende Holdning, saa at det bevæger sig hurtigt og let. Som de mest tarakterististe af vildtlevende Arter nævnes Argalifaaret, et stort og kraftigt, med store Horn forsynet Dyr, som har hjemme i Mellemasien, samt Muflonen, der snarest er lille og bl. a. sindes paa Korsika og Sardinien. Det er muligt, men dog ikke afgorende bevist, at Tamfaaret stammer fra den ene af disse eller begge Arter; men det er sikkert, at det har fjernet sig saare langt fra begge. Det har hyppig mistet det vilde Faars Hoved- prydelse, de oste mægtige Horn, navnlig jo mere „forædlet" det er blevet; det har tidligt faaet en meget tæt og fin Haarbeklædning, vidt forskellig fra det vilde Faars, og det har